Grabbe, gravkoen, graver dagen færdig

Grabbe var en gul gravko med en lang arm og en stor, glubsk skovl forrest. Men selvom skovlen så glubsk ud, var Grabbe den blideste gravko i hele verden.

Hver morgen rullede Grabbe ud på den store byggeplads på sine brede bælter. Klonk, klonk, klonk, lød det, når bælterne trillede hen over mudderet.

I dag havde Grabbe en meget vigtig opgave. Den skulle grave en stor, fin sø, hvor ænderne kunne svømme, og hvor børnene kunne fodre fiskene.

“Det er et kæmpe arbejde,” tænkte Grabbe. “Men jeg tager bare én skovlfuld ad gangen.”

Og det gjorde Grabbe. Den løftede sin lange arm højt op, sænkede skovlen ned i jorden og tog en stor, blød klump mudder. Plask! Så svingede den armen til siden og lagde mudderet i en pæn bunke.

Skovl efter skovl. Klump efter klump. Hele formiddagen gravede Grabbe, mens fuglene fløj forbi og kiggede nysgerrigt ned.

Ved middagstid var der allerede et stort hul. Ved eftermiddag var hullet endnu større. Og da solen begyndte at hænge lavt på himlen, var hullet blevet til en smuk, dyb sø.

Da fyldte regnen, der havde ventet i en lille sky, langsomt søen med blankt, klart vand. Og Grabbe så, at det den havde gravet, var blevet helt, helt fint.

To ænder kom flyvende. De landede på vandet med et lille plask og begyndte straks at svømme rundt, rap-rap, som om de ville sige tak.

“Værsgo,” sagde Grabbe stille. “Den er til jer.”

Men nu var Grabbes lange arm blevet rigtig træt. Den havde løftet så mange skovlfulde. Bælterne var trætte af at trille. Selv motoren brummede langsommere, brum… brum…

Grabbe rullede helt hen til søens kant, hvor græsset var blødt. Forsigtigt sænkede den sin lange arm ned mod jorden, helt blidt, og lod den glubske skovl hvile på græsset.

“Sådan,” sukkede Grabbe lykkeligt. “Nu kan armen sove.”

Solen sank ned bag søen, og vandet blev til et spejl af guld og rosa. Ænderne lagde hovederne under vingerne. Det blev helt stille på byggepladsen.

Grabbe slukkede sin lygte, og motoren blev tavs. Aftenluften var lun, og en let brise gik hen over det blanke vand, kruse, kruse, helt sagte.

“Godnat, lille sø,” brummede Grabbe. “Jeg gravede dig fin. Sov godt, ænder. Og godnat til mig selv.”

Og den gule gravko hvilede ved sin egen sø, mens stjernerne tændtes en efter en og spejlede sig i vandet.

Sov godt, Grabbe. Du gravede en hel sø i dag.