Svirre, helikopteren, flyver hjem over bjerget

Oppe i bjergene boede en lille orange helikopter, der hed Svirre. Den hed Svirre, fordi dens rotor på toppen kunne svirre rundt og rundt, svirr-svirr-svirr, så hurtigt, at den kunne løfte sig lige op i luften.

Svirre kunne det, som ingen andre køretøjer kunne: den kunne stå helt stille midt i luften, lige som en kolibri. Og den kunne lande på de mindste, smalleste steder, hvor hverken biler eller lastbiler kunne komme.

Hele dagen havde Svirre fløjet over de høje bjerge og de dybe dale. Den havde fløjet medicin ud til en lille gård højt oppe, hvor vejen var lukket af sne. Den havde fløjet forbi en flok bjergfår, der kiggede op med deres krøllede horn. Det var en god dag.

Men sent på eftermiddagen kom der et opkald. En vandrer var faret vild oppe på bjerget, hvor det var ved at blive mørkt og koldt.

“Kom, Svirre, vi skal hjælpe!” sagde piloten.

Svirre svirrede afsted, op over træerne og hen over den stejle bjergside. Dens stærke lygte lyste ned i tusmørket, og snart, helt nede ved en stor klippe, så de vandreren, der vinkede med begge arme.

Svirre svævede helt stille i luften, lige over et fladt stykke klippe, og landede så blidt som en fjer. Vandreren kravlede ombord, helt forpustet og taknemmelig.

“Tusind tak, Svirre,” sagde han. “Nu kommer jeg trygt hjem.”

Svirre svirrede op igen og fløj roligt ned ad bjerget, mens stjernerne tændtes en efter en over toppene. Vandreren blev sat sikkert af i landsbyen, hvor hans familie ventede med varm suppe og en lun seng.

Og så var det Svirres tur til at komme hjem.

Himlen var nu helt mørkeblå, og månen sad stor og rund over bjerget. Svirres rotor svirrede langsommere og langsommere, mens den fløj tilbage til sin helikopterplads, en lille, flad mark med et stort H malet midt på.

Svirre svævede ned, helt blidt, og rørte jorden så let, at græsset knap nok bøjede sig.

Rotoren drejede langsommere. Svirr… svirr… svirr… og så stoppede den helt. Det blev så stille på bjerget, at man kunne høre vinden synge sagte mellem klipperne, viiiu.

Svirre slukkede sin stærke lygte. Mørket lagde sig blødt rundt om den lille helikopter som et varmt tæppe.

“Godnat, bjerg,” hviskede Svirre. “Godnat, får og dale og stjerner. I dag fløj jeg langt, og jeg hjalp en, der var faret vild. Det var en god dag.”

Og den lille orange helikopter hvilede sin rotor på sin lune plads, mens månen vågede over bjerget, og alt var stille og trygt.

Sov godt, Svirre. Du fandt vej hjem, og det gør vandreren også.