Løft, kranbilen, lægger alt til ro

Der var engang en venlig kranbil, der hed Løft. Løft havde en meget, meget lang arm, der kunne strække sig helt op mod skyerne, og forneden på armen sad en stærk krog, der kunne løfte selv de tungeste ting.

Den hed Løft, fordi den kunne løfte alt muligt: store sten, tunge bjælker og endda en hel lille båd.

Hele dagen arbejdede Løft blidt og roligt. Den løftede en stor bjælke højt op og lagde den forsigtigt på plads øverst på et nyt hus. “Tak, Løft,” sagde tømrerne. Den løftede en tung blomsterkrukke ind i en have, hvor det ikke kunne nås på anden måde. “Tak, Løft,” sagde havemanden.

Og engang, da en lille kælk var blæst op på et tag, løftede Løft den helt forsigtigt ned igen til en glad dreng. “Tusind tak, Løft!”

Løft løftede så blidt, at intet nogensinde gik i stykker. Den var den mest forsigtige kranbil, man kunne tænke sig.

Men da solen begyndte at gå ned, og himlen blev rosa og guld, var Løfts lange arm blevet rigtig træt af at strække sig så højt.

“Nu vil jeg gerne sænke armen helt ned,” tænkte Løft. “Og så vil jeg hvile.”

Langsomt, helt langsomt, sænkede Løft sin lange arm. Ned, ned, ned, så blidt, helt ned til den hvilede stille og trygt langs bilens side. Krogen, der havde løftet så meget, hang nu helt stille og roede sig.

“Aaah,” sukkede Løft. “Hvor er det dejligt at lægge armen ned.”

Det blev aften over byggepladsen. En blid vind gik forbi, og de første stjerner tittede frem på den mørkeblå himmel.

Løft slukkede sin lygte, og motoren blev helt stille.

“Godnat, alle de ting jeg løftede i dag,” hviskede Løft. “I ligger nu trygt på plads. Og jeg ligger trygt her. Nu skal vi alle sammen sove.”

Og kranbilen Løft hvilede med sin lange arm sænket helt blidt ned, dybt og roligt, mens stjernerne lyste over byen.

Sov godt, Løft. Alt er lagt til ro nu, også du.