Storm, den store lastbil, kører den sidste tur

Storm var en stor og venlig lastbil med et førerhus så blåt som himlen og en lang ladplads bagved. Storm var stærk. Storm kunne bære tusinde pakker, hundrede kasser og en hel masse kærlighed ud til alle, der ventede på dem.

“Brrrooom,” sagde Storm dybt og fint, når den startede om morgenen. Det lød som en kæmpe, der nynnede.

Hele dagen kørte Storm på de lange veje. Den kørte op ad høje bakker, hvor motoren arbejdede tappert, og ned igen, hvor vinden peb forbi spejlene. Den kørte gennem små landsbyer, hvor børn stod ved vejen og vinkede med begge arme, fordi Storm var den største og mest venlige lastbil, de kendte.

Ved den første gård leverede Storm en stak halmballer. “Tak, Storm!” sagde bonden.

Ved den anden gård leverede Storm en kasse med små gule kyllinger, der pippede helt sagte. “Tak, Storm!” sagde bondekonen.

Og helt ude ved skoven leverede Storm en flot rød gynge til et hus med en have. Børnene hoppede af glæde. “Tusind tak, Storm!”

Storm smilede indeni, sådan som lastbiler smiler. Det føltes dejligt at hjælpe.

Men solen var begyndt at gå ned, og himlen blev orange og rosa som en moden fersken. Storms ladplads var helt tom nu. Alle pakker var leveret. Alle kasser var afsat. Storm havde gjort sit arbejde færdigt.

“Puha,” sukkede Storm. “Nu er jeg vist en lille smule træt.”

Storms store hjul, der havde rullet så mange kilometer, føltes varme og tunge. Motoren brummede lidt langsommere nu, som en, der gaber.

Lidt længere fremme så Storm et skilt med en seng på. Det var en rasteplads, hvor trætte lastbiler kunne hvile sig. Storm drejede forsigtigt ind og fandt en stille plads under et stort, gammelt træ.

Bladene raslede blødt i aftenvinden, viu, viu, viu, som en vuggevise lavet kun af blade.

Storm slukkede motoren. Det blev helt, helt stille. Kun cikaderne sang i græsset, og en enkelt ugle tudede langt borte, hu-hu, helt fredeligt.

Storm dæmpede sine store lygter, til de kun var to bløde glød i mørket. Og så slukkede den dem helt.

“Godnat, store træ,” brummede Storm. “Godnat, måne. Godnat, alle de gårde og børn, jeg besøgte i dag.”

Månen kom frem og lyste sølv over den store, blå lastbil. Storm hvilede sine tunge hjul og lod hele sin krop blive blød og rolig.

I morgen ville Storm fylde ladpladsen igen og køre nye pakker ud til nye venner. Men lige nu, under det store træ, med månen som natlampe, sov den store, stærke lastbil dybt og trygt.

Brrrooom, helt sagte. Og så stille.

Sov godt, Storm. Du klarede det så fint i dag.