Bølge, skibet, lægger til i den stille havn

Ude ved kysten lå et venligt skib, der hed Bølge. Bølge var malet blåt som havet og hvidt som skumtoppene, og det havde et stort, rundt skorsten, der pustede små, hvide skyer ud, når det sejlede.

Hver morgen vågnede Bølge ved kajen og gabte et stort skibsgab. “Tuuut!” lød fløjten, og det betød: “Godmorgen, hav! Nu sejler vi ud.”

Langsomt gled Bølge ud af havnen og ud på det store, blå hav. Vandet skvulpede blødt mod skibssiden, klask, klask, klask, og mågerne fløj med høje skrig over masten.

Hele dagen sejlede Bølge. Det sejlede ud til de små øer og bragte breve og pakker til de mennesker, der boede der. Det sejlede forbi en flok delfiner, der hoppede og legede i bølgerne. “Hej, Bølge!” plaskede de, og Bølge tudede glad tilbage, tuuut!

Solen skinnede på vandet, så det glimtede som tusinde små diamanter. Vinden fyldte luften med duften af salt og hav. Og Bølge gled roligt videre, op ad de store bølger og blidt ned igen, op og ned, op og ned, som en stor vugge på det blå vand.

Men efterhånden begyndte solen at gå ned i havet. Den blev til en stor, rød kugle, der langsomt dykkede ned bag horisonten og malede hele himlen i farver.

Bølges motor brummede søvnigt nede i maven. Skorstenen pustede mindre og mindre. Og Bølge vendte stævnen mod land, hvor de små lys fra havnen vinkede i det blå mørke.

“Tid til at sejle hjem,” sukkede Bølge.

Langsomt gled skibet ind i den stille havn, hvor vandet lå helt blankt og roligt, som et spejl. Andre små både lå allerede og duvede sagte ved kajen, halvt i søvn.

Bølge lagde forsigtigt til ved sin faste plads. En venlig havnemand bandt det fast med et tykt, blødt reb. “Velkommen hjem, Bølge. Sov nu godt.”

Skibet slukkede sine lys, et grønt og et rødt, et efter et. Motoren blev helt tavs. Og Bølge gyngede ganske, ganske svagt, op og ned, op og ned, mens det lille bølgeslag i havnen vuggede det blidt.

Klask… klask… klask, sagde vandet helt stille mod skibssiden, som en vuggevise.

Månen kom op og lyste sølv hen over den stille havn. En enkelt måge sad på masten og puttede hovedet under vingen.

“Godnat, hav,” hviskede Bølge. “Godnat, delfiner og måger og øer. I dag sejlede vi langt. Nu vil jeg bare gynge mig i søvn.”

Og det store, blå skib hvilede trygt i den stille havn, mens vandet vuggede det helt blidt, frem og tilbage, dybere og dybere ned i søvnen.

Sov godt, Bølge. Havet synger dig i søvn.