Fnug, snerydderen, rydder den sidste vej

En kold vinternat begyndte det at sne over byen. Store, bløde fnug dalede stille ned fra himlen, et efter et, og lagde sig som et hvidt tæppe over hele verden.

Det var nu, en orange sneryddebil ved navn Fnug skulle på arbejde. Foran havde Fnug en stor, skinnende plov, der kunne skubbe sneen til side, og derfor hed den netop Fnug, fordi den arbejdede med alle de små snefnug.

“Brrm,” sagde Fnug i den kolde, stille nat og tændte sin gule lygte, der lyste varmt gennem sneen.

Mens hele byen sov i deres lune senge, kørte Fnug ud i mørket. Den var helt alene på vejene, men den var ikke bange, for den vidste, at den lavede noget vigtigt. Hvis Fnug ryddede sneen, kunne alle komme trygt frem i morgen tidlig.

Fnug kørte ned ad den første gade. Ploven skubbede sneen til side, swish, så den lagde sig i pæne, hvide volde langs vejkanten. Bagved blev vejen sort og fri og sikker.

Den kørte forbi det sovende sygehus, så ambulancerne kunne komme frem. Den kørte forbi den sovende skole, så børnene kunne gå i skole i morgen. Og den kørte forbi det sovende bageri, så bageren kunne komme ud og bage friske boller.

Sneen blev ved med at falde, men Fnug blev ved med at rydde. Swish, swish, swish, sang ploven, mens fnuggene dansede i lyset fra lygten.

Det var koldt, men Fnugs motor holdt den dejligt varm indeni. Og det var stille, så stille, at man kun kunne høre sneen falde og ploven skubbe.

Time efter time arbejdede Fnug. Gade efter gade blev ryddet. Og lidt efter lidt holdt sneen op med at falde. De sidste fnug dalede ned, og himlen blev klar, så stjernerne kunne titte frem mellem skyerne.

Til sidst kørte Fnug den allersidste vej. Ploven skubbede den allersidste sne til side. Og så var hele byen ryddet, klar og tryg til morgendagen.

“Sådan,” sukkede Fnug, og pusten stod som en lille hvid sky foran lygten. “Nu kan alle komme frem. Og nu er jeg meget, meget træt.”

Fnugs plov var kold af al sneen, og hjulene var tunge. Langsomt kørte den hjem mod sin garage, hvor det var lunt og trygt.

Fnug rullede ind og lukkede porten mod kulden. Indenfor var der varmt. Den løftede sin store plov op og lod den hvile. Hjulene, der havde været så kolde, begyndte langsomt at blive varme igen.

“Aaah,” sagde Fnug. “Hvor er det dejligt at være hjemme.”

Den slukkede sin gule lygte, og garagen blev blød og mørk. Udenfor lå byen helt hvid og fredelig under de funklende stjerner, med alle veje ryddet og rene.

“Godnat, by,” hviskede Fnug. “Sov trygt. Jeg har ryddet vejen for jer alle. Nu vil jeg også sove.”

Og den orange sneryddebil hvilede sine varme hjul i den lune garage, dybt og tilfreds, mens den klare vinternat lyste sølv over den rene, hvide by.

Sov godt, Fnug. I morgen er vejen fri, fordi du arbejdede i nat.