Puf-Puf, toget, kører til Sovestationen

Inde i en lille dal boede der et muntert damptog, der hed Puf-Puf. Puf-Puf havde en rund skorsten, et venligt ansigt foran og en lang række vogne bagved, der altid var fyldt med søvnige passagerer.

“Puf-puf, puf-puf,” sagde toget, når det kørte. Det var den blødeste lyd i hele verden, syntes alle dyrene langs banen.

Når det var blevet sent, og himlen var ved at blive mørk, kørte Puf-Puf altid sin allersidste tur. Det var turen til Sovestationen, hvor alle skulle hen, når de var trætte.

“Alle med!” tudede Puf-Puf venligt. Tuuut!

Først kom de små kaniner hoppende. De satte sig i den første vogn med deres lange ører foldet ned. Så kom en gammel ræv, der allerede gabte. Den lagde sig i den anden vogn og krøllede halen om snuden. Til sidst kom en flok søvnige fugle, der havde fløjet langt, og de fyldte den sidste vogn med blødt fjer og stille pip.

“Så kører vi,” puffede Puf-Puf. “Puf-puf, puf-puf.”

Toget rullede langsomt gennem dalen. Hjulene sang sagte mod skinnerne, klikke-klakke, klikke-klakke, en rytme så blød, at øjnene af sig selv blev tunge.

De kørte forbi marker, hvor græsset stod stille i den lune luft. De kørte over en lille bro, hvor en å rislede helt sagte nedenunder. De kørte gennem en tunnel, hvor det blev mørkt og lunt og trygt, og hvor Puf-Pufs lygte lyste vejen som en venlig stjerne.

Bag i vognene blev der mere og mere stille. Kaninerne sov. Ræven snorkede ganske lidt. Fuglene havde stukket hovedet under vingen.

“Puf… puf…,” sagde toget, langsommere nu. Selv Puf-Puf blev træt.

Og så, langt forude, dukkede den op: Sovestationen. Den lå badet i blødt, gyldent lys, og perronen var helt stille. Et lille skilt gyngede sagte i vinden: “Velkommen, trætte rejsende.”

Puf-Puf rullede ind på perronen, langsommere og langsommere, til det stod helt stille. Damp hvæsede blødt ud, ssshhh, som et stort, dybt suk.

“Vi er fremme,” hviskede Puf-Puf. “Alle er hjemme nu.”

De søvnige dyr blev hjulpet i seng i deres bløde reder rundt om stationen. Og Puf-Puf selv? Det rullede hen på sit lune spor, slukkede sin lygte og lod ilden i ovnen blive til en blid, varm glød.

“Godnat,” puffede toget for sidste gang den dag. “Puf… puf…”.

Og så sov Puf-Puf, toget, med damp, der dampede helt langsomt op mod stjernerne.

Sov godt, lille ven. Toget har bragt dig hjem.