Duk, ubåden, hviler på den bløde havbund

Langt ude på havet lå en lille gul ubåd, der hed Duk. Duk var rund og blank, med et lille rundt vindue foran, hvor man kunne kigge ud, og en propel bagi, der snurrede den frem gennem vandet.

Den hed Duk, fordi den kunne dukke ned under vandet, helt ned i det dybe, blå hav, hvor solen knap kunne nå.

Hele dagen havde Duk udforsket havet. Den havde set farverige fisk i alle regnbuens farver. Den havde set en stor, blid hval, der sang en dyb og smuk sang, uuuuh, der bredte sig gennem hele vandet. Og den havde set en koralrev, der lyste som en undersøisk have.

Men nu var det blevet aften, og selv nede i havet kunne Duk mærke, at det var ved at blive sengetid. Lyset oppe fra overfladen blev blødere og mørkere, og fiskene begyndte at svømme langsommere, helt søvnige.

“Tid til at finde et roligt sted at sove,” tænkte Duk og tændte sin lille lygte, der lyste varmt gennem det mørkeblå vand.

Langsomt, helt langsomt, lod Duk sig synke dybere ned. Propellen snurrede helt blødt nu, blub-blub-blub, og små bobler steg op forbi det runde vindue, op mod overfladen.

Nede på havbunden var der helt stille og fredeligt. Sandet var blødt og hvidt og fint, som det blødeste tæppe i verden. Søstjerner lå og hvilede med deres fem fine arme bredt ud. Og en gammel, venlig krabbe vinkede søvnigt med den ene klo.

Duk sænkede sig helt ned på den bløde havbund. Sandet sluttede sig blidt om den, varmt og trygt, som en stor dyne.

“Aaah,” boblede Duk lykkeligt. “Hvor er her stille og blødt.”

Oppe over Duk svævede vandet roligt og mørkt og blåt. En stime små fisk svømmede forbi som en sky af sølv og puttede sig sammen for natten. Den store hval sang sin sang langt borte, helt svagt nu, uuuh, som en vuggevise fra havets dyb.

Duk slukkede sin lille lygte. Mørket blev blødt og venligt rundt om den, og kun et svagt skær fra månen oppe på overfladen nåede helt ned og blinkede gennem vandet.

“Godnat, fisk,” hviskede Duk. “Godnat, søstjerner og krabbe og store hval. I dag så jeg de smukkeste ting i havet. Nu vil jeg drømme om dem alle.”

Og den lille gule ubåd hvilede stille på den bløde havbund, mens havet vuggede sagte over den, dybere og dybere ned i de blå drømme.

Sov godt, Duk. Havet holder dig blødt og trygt i nat.