Den lille elefant på broen

I en grøn dal, hvor en flod snoede sig stille af sted, boede en lille elefant, der hed Ella. Hun havde store bløde ører, en lille buttet snabel og fire stærke ben, der elskede at vandre.

Ella gik mange ture med sin elefantflok. De vandrede over grønne sletter og gennem skyggefulde lunde. Men der var ét sted, Ella ikke kunne lide, og det var broen over floden.

Broen var lavet af kraftige planker og stærke reb, og den førte over til den side af floden, hvor det allergrønneste græs voksede. Men broen var smal, og floden løb under den, og når Ella kiggede ned på vandet, blev hendes ben helt bløde.

“Kom, Ella,” kaldte de andre elefanter fra den anden side. “Græsset her er så friskt og dejligt.”

Men Ella blev stående foran broen. “Jeg kan ikke,” sagde hun stille. “Den er for smal, og floden er for langt nede.”

Ellas mor kom roligt hen til hende. Hun var ikke gået over endnu. Hun havde ventet på sin lille datter.

“Du behøver ikke kigge på hele broen,” sagde mor blidt. “Bare kig på det næste skridt. Ét skridt ad gangen. Jeg går lige bag dig.”

Ella kiggede på broen igen. Den var lang og smal. Men det næste skridt, lige der foran hende, var slet ikke så svært. Det var bare ét trin på en stærk planke.

Hun løftede en stor pote og satte den ned på broen. Planken var fast og stærk. Den vippede ikke. Hun tog et skridt til, og kiggede kun på det næste, ikke på hele den lange bro.

For hvert skridt blev Ella en lille smule modigere. Floden løb stadig under hende, men hun kiggede ikke ned. Hun kiggede kun på det næste trin og lyttede til sin mors rolige skridt bag sig.

Og pludselig, før hun vidste af det, var hun ovre. Hendes ben stod på det bløde grønne græs på den anden side.

“Du gjorde det!” trumpede de andre elefanter glade.

Ella kiggede tilbage på broen, hun lige havde krydset. Den havde virket så umulig. Men ét skridt ad gangen var den slet ikke svær.

“Du var så modig,” sagde mor og strøg hende med sin snabel. “Du tog ét skridt ad gangen, og se nu, hvor langt du er kommet.”

Ella spiste af det friske, søde græs sammen med flokken. Det var det bedste græs, hun nogensinde havde smagt, og det smagte endnu bedre, fordi hun selv havde været modig nok til at gå derhen.

Da aftenen kom, lagde flokken sig til at sove i den grønne dal. Floden løb stille forbi, og stjernerne spejlede sig i vandet. Ella lænede sig op ad sin mors store, varme krop.

Hun gabte og lukkede sine øjne, og hun tænkte på broen, der ikke længere virkede så stor.

Sov godt, lille Ella. Ét skridt ad gangen bar dig hele vejen over.

Godnat.