Den lille ugle der fløj for første gang

Højt oppe i et gammelt egetræ boede et lille uglebarn, der hed Otto. Han havde store runde øjne, en blød fjerdragt og to vinger, som han endnu aldrig havde brugt.

Alle de andre unge ugler i skoven havde lært at flyve. De svævede mellem træerne om aftenen og legede i den blå luft. Men Otto blev altid siddende på sin gren. For når han kiggede ned, virkede skovbunden så langt, langt nede.

“Jeg tør ikke,” sagde Otto til sin mor. “Hvad nu hvis jeg falder?”

Ottos mor satte sig tæt ved ham. “Vingerne ved godt, hvad de skal,” sagde hun blidt. “De har ventet på dig hele tiden. Og jeg flyver lige ved siden af dig.”

Otto kiggede på sine vinger. De var bløde og brede. Måske vidste de virkelig, hvad de skulle.

Aftenen var stille. Månen lyste blødt mellem grenene, og en let vind bevægede bladene. Det var den allerroligste aften, man kunne tænke sig.

“Bare bred dem ud,” sagde mor. “Mærk vinden.”

Otto bredte langsomt sine vinger ud. Vinden tog fat i dem, helt blidt, som en venlig hånd. Det kildede dejligt. Hans hjerte bankede, men det var ikke kun af frygt nu. Det var også af spænding.

“Når du er klar,” hviskede mor.

Otto tog en dyb indånding. Han bøjede sig fremad. Og så slap han grenen.

Et øjeblik faldt han lidt. Men så greb vinden hans vinger, og pludselig svævede han. Han fløj! Luften bar ham, blidt og roligt, og hans mor fløj lige ved siden af ham, som hun havde lovet.

“Jeg flyver!” hviskede Otto forundret. “Mor, jeg flyver!”

De svævede sammen mellem træerne, hen over den månelyste skov. Otto kunne se den lille sø nedenfor, der skinnede som et sølvspejl, og han kunne mærke vinden under sine vinger. Det var det skønneste, han nogensinde havde oplevet.

Da de landede tilbage på grenen, var Otto helt varm af glæde.

“Du gjorde det,” sagde mor stolt. “Vingerne vidste det hele tiden. Og det gjorde du også, dybt inde.”

Otto smilede. Han havde været så bange, men nu vidste han, at han kunne flyve. Han ville flyve igen i morgen, og dagen efter, og alle de aftener, der kom.

Han krøb tæt ind til sin mor på grenen. Skoven var stille og blå, og månen lyste mildt over træerne. En enkelt natsommerfugl dansede forbi.

Ottos øjne blev tunge. Han gabte og lukkede dem langsomt.

Sov godt, lille Otto. I dag bredte du dine vinger ud, og himlen vil vente på dig hver eneste aften.

Godnat.