Emil og den høje rutsjebane

På den store legeplads i parken stod en rutsjebane. Den var blå og blank, og den var så høj, at de mindste børn skulle bøje hovedet langt tilbage for at se toppen.

Emil var fem år. Han kunne godt lide legepladsen. Han elskede gyngerne og sandkassen og den lille rutsjebane for de små. Men den høje rutsjebane havde han aldrig prøvet. Hver gang han kiggede op ad de mange trin, fik han en sær, kildende følelse i maven.

“Vil du prøve den store i dag?” spurgte hans far venligt.

Emil rystede på hovedet. “Den er for høj,” sagde han stille.

“Det er helt i orden,” sagde far og satte sig på en bænk. “Du bestemmer selv, hvornår du er klar. Jeg sidder lige her.”

Emil legede i sandkassen. Men hele tiden kiggede han hen mod den blå rutsjebane. Andre børn løb op ad trinnene, og de lo og hvinede af glæde, når de susede ned. De så slet ikke bange ud.

Emil rejste sig. Han gik hen til den første trin. Den var ikke ret høj. Han kunne godt stå på den. Så tog han et trin til. Og et til. For hvert trin bankede hans hjerte lidt hurtigere, men han kunne stadig se sin far, der sad nedenfor og smilede.

Da Emil nåede toppen, kiggede han ned. Det var højt. Men far stod nu nede ved enden af rutsjebanen med åbne arme.

“Jeg er klar til at tage imod dig,” råbte far.

Emil tog en dyb indånding. Han satte sig på den blanke flade. Han holdt godt fast i kanterne. Og så slap han.

Suset kom med det samme. Vinden strøg forbi hans ører, og maven kildede, men nu var det en dejlig kilden. På et øjeblik var han nede, og far greb ham, lige som han havde lovet.

“Du gjorde det!” råbte far og løftede ham højt op. “Du var modig, Emil!”

Emil grinede. “Igen!” råbte han. “Jeg vil prøve igen!”

Og det gjorde han, mange gange, indtil solen begyndte at gå ned og parken blev rolig.

Om aftenen, da Emil lå i sin seng, fortalte han sin mor om den høje rutsjebane.

“Først var jeg bange,” sagde Emil. “Men så prøvede jeg alligevel.”

“Det er netop det, der er mod,” sagde mor og puttede dynen godt om ham. “At være lidt bange og turde alligevel.”

Emil smilede træt. Han kunne stadig mærke suset i maven, den dejlige kilden, da han fløj ned ad den blå rutsjebane.

Han gabte stort og lukkede øjnene.

Sov godt, lille Emil. I dag var du modig, og i morgen venter nye eventyr.

Godnat.