Kyllingen der turde pippe

I en lun hønsegård bag et rødt hus boede en lille kylling, der hed Pip. Hun var gul og dunet og den mindste af alle kyllingerne i flokken.

Pips søskende pippede hele dagen. De pippede, når de fandt et korn, og de pippede, når de legede, og de pippede bare for at høre deres egne stemmer. Men Pip sagde aldrig noget. Hver gang hun ville pippe, snørede halsen sig sammen, og lyden blev inde i hende.

“Hvorfor pipper du aldrig, lille Pip?” spurgte hendes mor, den store bløde høne.

Pip kiggede ned. “Min stemme er så lille,” hviskede hun. “De andre pipper meget højere. Min er nok ikke vigtig.”

Hønemor lagde en blød vinge om hende. “Din stemme er lige så vigtig som alle andres,” sagde hun varmt. “Også når den er lille. Du skal bare turde bruge den.”

Pip ville så gerne tro på det. Men hver gang de andre pippede i kor, blev hun stille.

En aften, da solen var gået ned, og hønsegården blev rolig, sad Pip helt for sig selv ved hønsehusets dør. Himlen var blød og lyserød, og alt var stille. Der var ingen, der pippede nu. Der var ingen at sammenligne sig med.

Pip kiggede op på den lyserøde himmel. Den var så smuk, at hun fik lyst til at sige noget. Bare et lille pip. Helt for sig selv.

Hun tog en lille indånding. Halsen ville snøre sig sammen, men hun tænkte på sin mors ord. Og så, helt blødt, kom det: “Pip.”

Det var et lille pip. Men det var hendes eget. Og det lød faktisk dejligt i den stille aften.

Pip blev så glad, at hun pippede igen. “Pip! Pip!” Og hver gang blev hun lidt modigere.

Hønemor kom stille hen og satte sig ved siden af hende. “Der hører jeg din fine stemme,” sagde hun og nuppede hende kærligt. “Hvor er den dejlig.”

“Den er lille,” sagde Pip og smilede. “Men den er min.”

“Den allerfineste i hele hønsegården,” sagde mor.

Pip krøb ind under mors varme vinge, hvor det var lunt og blødt. Hun var stadig den mindste kylling. Men nu vidste hun, at hendes lille stemme var vigtig, og det fyldte hendes lille bryst med varme.

Hønsegården blev mørk og stille. Stjernerne kom langsomt frem på himlen, en efter en, og de andre kyllinger faldt til ro under hønemors vinger.

Pips øjne blev tunge. Hun gabte et lille kyllingegab og lukkede dem.

Sov godt, lille Pip. I dag fandt du din stemme, og i morgen tør du pippe igen.

Godnat.