Lui og det store svømmebassin

Lui kunne godt lide vand. Han elskede at plaske i badekarret og hoppe i vandpytter efter regn. Men der var ét sted, der gjorde ham urolig, og det var det store svømmebassin.

Hver lørdag tog Lui og hans mor i svømmehallen. Der var to bassiner. Det lille var lavt og varmt, og der kunne Lui stå med vandet til maven og lege hele dagen. Det store bassin var dybt og blåt, og når Lui kiggede ned i det, kunne han ikke se bunden.

“Vil du prøve det store i dag?” spurgte mor venligt. “Jeg holder dig hele tiden.”

Lui rystede på hovedet. “Det er for dybt,” sagde han. “Jeg kan ikke nå bunden.”

“Det er helt i orden,” sagde mor. “Vi bliver bare i det lille.”

Men Lui kiggede tit hen mod det store bassin. Andre børn legede der med farvede svømmevinger på armene, og de grinede og plaskede. De så slet ikke bange ud. Måske, tænkte Lui, var det ikke så slemt.

Mor hjalp ham med at tage de orange svømmevinger på. De var bløde og faste om armene. “De holder dig oppe,” forklarede mor. “Og jeg er lige ved siden af dig.”

Sammen gik de hen til kanten af det store bassin. Lui satte sig på kanten og lod benene dingle i det kølige vand. Det kildede dejligt. Mor stod i vandet foran ham med åbne arme.

“Når du er klar,” sagde mor.

Lui holdt godt fast i kanten. Hans hjerte bankede. Men så kiggede han på mors trygge ansigt, og han tog en dyb indånding. Og så slap han.

Han gled ned i vandet. Et øjeblik var han bange. Men svømmevingerne holdt ham oppe, akkurat som mor havde sagt, og mors hænder var der med det samme. Han flød. Han sank slet ikke. Vandet bar ham helt let.

“Jeg flyder!” råbte Lui forbløffet. “Mor, jeg flyder oven på vandet!”

“Ja, du gør,” lo mor. “Du var så modig, at du turde slippe.”

Lui plaskede og lo, og snart svømmede han rundt i det store bassin med små baskende bevægelser. Han var slet ikke bange mere. Det dybe vand var faktisk det dejligste sted at være.

Om aftenen, da Lui lå i sin seng med håret stadig lidt fugtigt, fortalte han sin far om det store bassin.

“Først turde jeg ikke,” sagde Lui. “Men så slap jeg kanten, og så fløj jeg ikke ned. Jeg fløj op.”

Far smilede og puttede dynen om ham. “Det er flot, Lui. Du gjorde noget, der var svært.”

Lui gabte. Han kunne stadig mærke det dejlige, bærende vand omkring sig, så blødt og let.

Han lukkede øjnene, og søvnen kom blidt som en bølge.

Sov godt, lille Lui. I dag slap du kanten og opdagede, at vandet bar dig.

Godnat.