Musen der vovede sig ud

I et lunt hul under en gammel træstub boede en lille mus, der hed Milla. Hun havde to runde ører, en blød grå pels og et hjerte, der bankede lidt for hurtigt, hver gang hun kiggede ud på den store eng.

For engen var stor. Den var grøn og bred og fuld af lyde, som Milla ikke kendte. Vinden raslede i stråene, og en bi summede et sted langt borte. Milla blev altid stående lige inde i hullets åbning, hvor det var trygt og mørkt.

“En dag skal du ud at finde dine egne frø,” sagde Millas mor venligt. “Men kun når du selv er klar.”

Milla nikkede, men hun blev hvor hun var. Hun kiggede ud, og engen virkede så uendelig stor.

En aften, da solen var ved at gå ned og farvede stråene gyldne, så Milla et lille frø. Det lå lige uden for hullet, ikke langt væk, men længere ude end hun nogensinde havde været.

Millas hjerte bankede. “Jeg kan ikke,” hviskede hun til sig selv. Men så tænkte hun på sin mor og på det bløde frø, og hun tænkte, at det måske kun var ét lille skridt.

Hun løftede en lille pote. Hun satte den ned i det varme græs. Det kildede under poten, og det var slet ikke farligt. Hun tog et skridt til. Og et til.

Vinden raslede stadig i stråene, men nu lød det næsten som en venlig sang. Bien summede, men den var langt borte og helt ligeglad med en lille mus.

Milla nåede frem til frøet. Hun tog det forsigtigt i poterne, og det var det blødeste, fineste frø, hun nogensinde havde rørt. Hun var ude på engen. Helt selv. Og hun var slet ikke bange mere.

Langsomt bar hun frøet hjem til hullet. Hendes mor stod og ventede med et stort smil.

“Du gjorde det,” sagde mor stolt. “Du vovede dig ud.”

“Det var kun et lille skridt,” sagde Milla og lo.

“De største ting begynder altid med et lille skridt,” sagde mor og strøg hende over de bløde ører.

Den aften krøllede Milla sig sammen i den varme rede med sit frø ved siden af sig. Hun tænkte på engen og på det kildende græs, og hun mærkede, hvor stolt og glad hun var.

Udenfor blev engen stille og blå i aftenmørket. Stråene vuggede sagte, og en enkelt stjerne tittede frem over træstubben.

Sov godt, lille Milla. I morgen venter en helt ny eng, og du ved nu, at du tør tage skridtet.

Godnat.