Når tandbørsten synger

Det var ved at være sengetid hjemme hos Vilma. Hun havde fået sin bløde pyjamas på, den med stjernerne, og nu var der kun én ting tilbage, før hun skulle i seng. Tænderne skulle børstes.

Vilma stillede sig op på sin lille skammel foran vasken, så hun kunne nå op til spejlet. Hun kunne lige akkurat se sit eget ansigt og sit krøllede hår.

Far tog Vilmas tandbørste frem. Den var lyserød med en lille kanin på skaftet. Han satte en bitte klat tandpasta på, ikke mere end en ærtestor klat, og rakte den til Vilma.

“Er du klar til at synge tandbørstesangen?” spurgte far med et smil.

Vilma nikkede ivrigt. Det var det bedste ved at børste tænder. De havde deres helt egen sang, som de altid sang, mens børsten arbejdede.

“Børste, børste, oppe og nede,” begyndte far blødt, “børste, børste, frem og tilbage.”

Vilma børstede i takt med sangen. Op og ned ad de øverste tænder. Frem og tilbage på de nederste. Børsten kildede lidt på tandkødet, og det var rart.

“Nu de bagerste kindtænder,” sang far videre. “De skal også være helt rene.”

Vilma åbnede munden helt op og børstede de store tænder bagest, hvor maden gemmer sig. Hun børstede grundigt, sådan som far havde vist hende, mens skummet fra tandpastaen blev helt hvidt.

Da sangen var sunget færdig, spyttede Vilma forsigtigt ud i vasken og skyllede munden med en lille tår vand fra sit blå krus. Hun rakte tunge ud foran spejlet og kiggede på sine tænder.

“De skinner!” sagde hun stolt. “De er helt rene og hvide.”

“Det kan jeg se,” sagde far og kiggede med. “Hver eneste lille tand er ren. Nu kan de sove godt i nat.”

Vilma stillede sin lyserøde tandbørste tilbage i kruset ved siden af fars store. De stod side om side, en stor og en lille, og ventede på i morgen.

Hun hoppede ned fra skamlen, og far slukkede lyset på badeværelset. Sammen gik de ind i Vilmas værelse, hvor den lille natlampe lyste blødt og varmt.

Vilma krøb ned under dynen. Hun mærkede, hvor frisk og ren munden var, og hun løb tungen rundt om sine glatte tænder.

“Sang vi godt i dag?” spurgte far og satte sig på sengekanten.

“Vi sang rigtig godt,” sagde Vilma og gabte, så man kunne se hendes rene tænder. “Tandbørstesangen er den fineste sang.”

Far strøg hende over kinden. “Den synger vi igen i morgen aften,” lovede han.

Vilma smilede søvnigt. Hun glædede sig allerede. Hun lukkede øjnene og lyttede til de sidste blide toner af tandbørstesangen, der stadig nynnede inde i hovedet.

Sov godt, lille Vilma. Dine tænder er rene, og natten er klar.

Godnat.