På tur til bageren

Det var tidligt om morgenen, og solen var lige stået op. Konrad var på besøg hos sin mormor, og i dag skulle de gå en helt særlig tur. De skulle ned til bageren og købe friske boller.

Konrad tog sin røde jakke på og sine støvler, for græsset var stadig vådt af dug. Mormor tog sin grønne taske med, den med blomsterne på, og så gik de hånd i hånd ud ad døren.

Morgenen var stille og frisk. Fuglene sang i træerne, og en kat sad og strakte sig på en trappe. Konrad sparkede til et lille blad og kiggede på en snegl, der langsomt kravlede hen over fortovet.

“Se så langsomt den går,” sagde Konrad. “Den kommer aldrig frem til bageren.”

Mormor lo. “Den har god tid,” sagde hun. “Det har vi også. Vi behøver ikke skynde os.”

De gik forbi en have, hvor der voksede store solsikker, og en have med røde æbler på træerne. Mormor fortalte, at hun selv havde plukket æbler som lille, og Konrad lyttede til alle hendes historier.

Da de nåede frem til bageren, ringede en lille klokke over døren, da de gik ind. Det duftede vidunderligt af nybagt brød og varme boller. Bag disken stod bageren med et mel-hvidt forklæde og et stort smil.

“Godmorgen,” sagde bageren. “Hvad skulle det være i dag?”

“Fire af de fine boller,” sagde mormor. “De ser så lækre ud.”

Bageren lagde de varme boller i en pose. Konrad fik lov at holde posen, og han kunne mærke, hvor lun den var gennem papiret.

På vejen hjem satte de sig på en bænk i den lille park. Mormor tog en bolle op af posen og brækkede den i to. Den dampede stadig indeni, og smørret smeltede med det samme.

“Værsgo, min skat,” sagde mormor og rakte ham halvdelen.

Konrad spiste sin lune bolle, mens han svingede med benene på bænken. Den var blød og varm og smagte himmelsk. En spurv hoppede hen til dem, og Konrad smuldrede et lille stykke til den.

“Det her er den bedste morgen,” sagde Konrad med munden fuld af bolle.

“Det synes jeg også,” sagde mormor og strøg ham over håret.

De gik langsomt hjem igen, mætte og glade, mens morgensolen varmede deres ryg.

Om aftenen, da Konrad lå i sengen hos mormor, tænkte han på turen. Han kunne stadig huske duften af de varme boller og sneglen, der gik så langsomt.

“Skal vi gå til bageren igen i morgen?” spurgte han søvnigt.

“Det skal vi,” lovede mormor og puttede dynen om ham. “Hvis du sover godt i nat.”

Konrad smilede. Han glædede sig allerede til den friske morgen og den lune bolle på bænken.

Han lukkede øjnene, og duften af nybagt brød fulgte ham ind i drømmene.

Sov godt, lille Konrad. I morgen venter en ny morgen og en ny lille tur.

Godnat.