Ræveungen og det mørke hul

I en skrænt ved skovkanten boede en lille ræveunge, der hed Rufus. Han havde en blød rød pels, en hvid plet på brystet og en busket hale, som han kunne svøbe om sig som et tæppe.

Rufus elskede at lege udenfor om dagen. Han jagtede sommerfugle og hoppede efter blade. Men når aftenen kom, og det var tid til at gå ind i hulen, blev Rufus altid lidt urolig. For inde i hulen var der mørkt.

“Jeg kan ikke se noget derinde,” sagde Rufus og kiggede ind i den mørke åbning. “Hvad nu hvis der gemmer sig noget?”

Hans mor stak hovedet ud fra hulen og smilede varmt. “Derinde er der kun mig,” sagde hun blidt. “Og den blødeste rede i hele skoven. Kom, så viser jeg dig.”

Rufus blev stående lidt. Mørket virkede så stort og dybt. Men så hørte han sin mors rolige vejrtrækning derinde, og han tænkte, at hvor mor var, kunne der ikke være noget farligt.

Han satte forsigtigt en pote ind i hulen. Jorden var blød og lun. Han satte den anden pote ind. Så tog han et lille skridt fremad, og et til.

Lidt efter lidt vænnede hans øjne sig til mørket. Det var slet ikke kulsort, sådan som han havde troet. Der sivede et svagt blåt skær ind fra åbningen, og han kunne tydeligt se sin mor, der lå sammenrullet i reden og ventede på ham.

“Der er jo slet ikke noget farligt,” hviskede Rufus forundret.

“Nej,” sagde mor og åbnede sin pels, så han kunne krybe ind til hende. “Det var bare mørket, der så stort ud. Men når man kender det, er det blødt og trygt.”

Rufus krøb ind i den varme rede og lagde sit lille hoved på mors bløde pels. Det duftede af jord og af mor og af hjem. Det var den dejligste følelse i hele verden.

Udenfor blev skoven helt stille. En enkelt ugle tudede langt borte, og vinden hviskede sagte i træerne. Men inde i hulen var der lunt og fredeligt.

“Næste gang er jeg slet ikke bange,” mumlede Rufus søvnigt.

“Det ved jeg,” sagde mor og svøbte sin hale om ham. “Du var så modig i dag.”

Rufus lukkede sine øjne. Han kunne mærke mors vejrtrækning, dyb og rolig, som en lille vuggesang uden ord. Mørket omkring ham var ikke længere skræmmende. Det var bare hjem.

Sov godt, lille Rufus. Mørket passer på dig, og mor er lige ved din side.

Godnat.