Babyelefantens første nat

På den varme savanne, hvor græsset er højt og himlen er stor, var der lige blevet født en lille elefant. Han var helt ny i verden, og det var hans allerførste aften.

Den lille elefant havde store, bløde ører og en lille snabel, som han endnu ikke vidste, hvad han skulle bruge til. Han stod på sine tynde ben tæt ved sin mor og kiggede ud på den store verden.

Solen var ved at gå ned. Himlen blev orange og lyserød, og det blev langsomt køligere på savannen.

“Nu er det sengetid, min lille skat,” sagde mor elefant blidt og strøg den lille elefant med sin store, bløde snabel. “Det er din allerførste nat. Men du skal ikke være bange. Vi passer alle på dig.”

Hele elefantflokken kom langsomt nærmere. De store, gamle elefanter, tanterne og onklerne og søskendene, stillede sig i en stor ring rundt om den lille nye elefant og hans mor.

De var som en varm, blød mur omkring ham. Deres store kroppe holdt vinden ude, og deres varme holdt ham lun.

Den lille elefant lagde sig ned i det bløde græs, helt tæt ind til sin mors varme mave. Han kunne høre hendes store hjerte slå, bum, bum, bum, så roligt og trygt.

Over savannen kom månen frem, stor og rund og gul. Stjernerne tændte sig en efter en på den mørkeblå himmel. Og en blid aftenvind susede sagte gennem det høje græs.

Mor elefant lagde sin bløde snabel hen over den lille elefant, som en varm dyne. Og hele flokken stod stille og roligt rundt om ham og holdt vagt.

Den lille elefant gabte med sin lille mund. Hans øjenlåg blev tunge. Han var så træt efter sin allerførste dag i verden.

“Sov godt, min lille skat,” hviskede mor elefant. “Vi er alle her. Du er aldrig alene.”

Og den lille babyelefant lukkede sine øjne og sov sin allerførste nat, varm og tryg, midt i sin store, kærlige flok.

Sov nu godt, lille ven, ligesom den lille elefant. Nogen passer på dig. Du er aldrig alene. Godnat.