Bjørnen der skulle i vinterhi

Dybt inde i skoven, hvor de højeste træer stod, boede en stor, brun bjørn. Han hed Brumme, og han var den venligste bjørn i hele skoven.

Det var blevet sent på efteråret. Bladene var faldet af træerne, og luften var blevet kold. Brumme kunne mærke det dybt inde i sig. Det var tid til at gå i vinterhi.

Du ved måske, at bjørne sover hele vinteren. Det kaldes vinterhi. Når kulden kommer, kryber bjørnen ind i sin hule og sover dybt og længe, helt indtil foråret kommer tilbage med sol og varme.

Brumme havde brugt hele efteråret på at spise. Han havde spist bær og fisk og honning, så han havde en god, varm pels og en rund mave, der kunne holde ham mæt hele vinteren.

Nu skulle han bare gøre sin hule klar. Brumme samlede bløde blade og tørt mos og bar det ind i sin hule, der lå godt gemt under en stor klippe. Han redte en blød seng i bunden, så han kunne ligge lunt og godt hele vinteren.

Da hulen var helt klar, gik Brumme udenfor for at sige godnat til skoven, sådan som han altid gjorde, inden han gik i hi.

“Godnat, kære træer,” sagde Brumme og kiggede op på de høje stammer. “Sov godt i vinteren.”

“Godnat, lille bæk,” sagde han til vandet, der snart ville fryse til is. “Vi ses i foråret.”

“Godnat, alle skovens dyr,” sagde han ud i den stille aften. “Pas godt på jer selv, mens jeg sover.”

Langt borte hørte han et lille egern, der pippede tilbage: “Godnat, Brumme! Sov godt!” Og en ugle tudede blidt fra et træ, som om den også sagde godnat.

Brumme gik tilbage til sin hule. Han krøb ind i sin bløde seng af blade og mos, og han rullede sig sammen til en stor, varm kugle. Hans tykke pels holdt ham lun, og hulen beskyttede ham mod vinterens kulde.

Udenfor begyndte det at sne. De første hvide fnug dalede ned over skoven, lydløst og blødt, og lagde sig som et tæppe over alting.

Inde i hulen lukkede Brumme sine store øjne. Hans åndedræt blev langsommere og dybere. Ind og ud. Ind og ud. Helt roligt nu.

“Sov godt, Brumme,” sagde han til sig selv. “Når du vågner, er det forår, og solen skinner, og bærrene er modne igen.”

Og den store, venlige bjørn faldt i sin dybe vintersøvn, varm og tryg i sin hule, mens sneen lagde sig blødt over hele den stille skov.

Han ville sove længe og dybt, hele den lange, hvide vinter, og drømme om sommer og sol, indtil foråret blidt ville vække ham.

Sov nu godt, lille ven, ligesom Brumme i sit varme vinterhi. Det er nat nu, og du er lun og tryg. Hvil dig dybt og godt. Godnat.