Den fortabte vante i vinterskoven

Det var midt om vinteren, og sneen lå tyk og hvid over hele skoven. En lille dreng var gået en tur med sin mor, og uden at han opdagede det, faldt en af hans vanter ned i sneen. Den var rød og blød og strikket af den blødeste uld.

Vanten lå helt stille i sneen. Den var varm indeni, og snart kom det første lille dyr forbi.

Det var en lille mus, der frøs om sine små poter. Hun fik øje på den røde vante. “Sikke et lunt sted,” sagde musen. “Her vil jeg gerne sove i nat.” Og hun krøb helt ind i vanten, hvor der var blødt og varmt.

Lidt efter kom en lille frø forbi. Den havde sovet under en sten, men sneen var trængt ind. “Brrr,” sagde frøen. “Er der plads til mig i den varme vante?”

“Kom indenfor,” sagde musen. “Der er masser af plads.” Og frøen krøb ind ved siden af musen.

Så kom en lille pindsvin, der havde mistet sin hule. Og en lille fugl med iskolde fjer. Og et lille egern, der ikke kunne finde hjem i snestormen. Den ene efter den anden spurgte, om de måtte komme ind i den lune røde vante, og hver gang sagde de andre: “Kom indenfor, der er plads til en til.”

Snart var den lille røde vante helt fuld af små dyr, der lå tæt sammen, blødt og varmt. Det var vinterens lunneste sted i hele skoven.

Udenfor faldt sneen blidt og lydløst. Vinden suste i de bare grene, og det var iskoldt overalt i skoven. Men inde i den røde vante var der varmt og trygt. Dyrene delte deres varme med hinanden, og de delte den lille plads, og ingen frøs.

Musen lagde sit lille hoved på frøens bløde mave. Pindsvinet rullede sig sammen til en lun kugle. Fuglen puffede sine fjer op, og egernet bredte sin bløde hale ud som et tæppe over dem alle.

“Tak, fordi I lukkede mig ind,” hviskede egernet søvnigt.

“Tak, fordi vi alle sammen kan være her,” hviskede musen tilbage.

Og en efter en lukkede de små dyr deres øjne. De var trygge nu, alle sammen, i den varme røde vante midt i den kolde vinterskov.

Da månen kom frem og lyste blidt over den hvide skov, lå alle dyrene tæt sammen og sov, mens den lille drengs vante holdt dem alle varme hele natten.

Sov nu godt, lille ven, ligesom de små dyr i den varme vante. Mærk din dyne om dig, lun og blød. Du er tryg. Godnat.