Det gamle fyrtårn og det lille skib

Ude på en klippeskær, hvor havet mødte himlen, stod et gammelt fyrtårn. Det var højt og hvidt og havde stået der i mange, mange år. Helt oppe i toppen havde det en stor lampe, der lyste ud over det mørke hav, hver eneste nat.

Fyrtårnet havde et vigtigt job. Det skulle lyse for alle de skibe, der sejlede ude i mørket, så de kunne finde sikkert hjem til havnen.

En aften kom der en storm trækkende ind over havet. Vinden begyndte at hyle, og bølgerne blev høje og hvide i toppene. Himlen blev sort, og regnen piskede ned.

Langt ude på havet var der et lille fiskerskib. Det havde været ude at fiske hele dagen, og nu skulle det hjem. Men i mørket og stormen kunne det lille skib slet ikke se, hvilken vej det skulle sejle.

“Hvor er havnen?” tænkte det lille skib og gyngede på de store bølger. “Jeg kan ikke se noget. Alt er mørkt.”

Men oppe i fyrtårnet vågnede den store lampe. Den lyste op, så stærkt den kunne, og sendte en bred, gylden lysstråle ud over det oprørte hav. Lysstrålen drejede langsomt rundt, rundt, så alle skibe kunne se den.

Det lille skib fik øje på lyset. “Der er det,” sagde skibet lettet. “Der er fyrtårnet. Nu ved jeg, hvilken vej jeg skal.”

Det lille skib satte kursen mod det gyldne lys. Bølgerne var stadig høje, og vinden var stadig stærk, men hver gang det blev mørkt og bange, kiggede skibet mod fyrtårnet, og fyrtårnet lyste roligt videre.

“Bare rolig, lille skib,” lod det til at fyrtårnet sagde med sit lys. “Jeg viser dig vej. Bare følg mit lys, så kommer du sikkert hjem.”

Lidt efter lidt nærmede det lille skib sig kysten. Bølgerne blev mindre og mindre, jo tættere det kom på land. Og til sidst gled det ind i den stille havn, hvor vandet lå blankt og roligt, beskyttet mod stormen af de høje moler.

Det lille skib lagde til ved kajen og bandt sig fast med et tykt tov. Endelig var det hjemme. Trygt og sikkert.

“Tak, kære fyrtårn,” sagde det lille skib søvnigt og gyngede ganske blidt mod kajen. “Du viste mig vej hjem.”

Oppe i fyrtårnet blev den store lampe ved med at lyse, roligt og trofast, ud over havet, for at vise vej til alle de andre skibe, der stadig var ude i natten.

Og i den stille havn lå det lille fiskerskib og vuggede ganske blidt på det rolige vand, mens stormen langsomt drev forbi. Det var trygt nu. Det var hjemme.

Sov nu godt, lille ven, ligesom det lille skib i den stille havn. Der er altid et lys, der passer på dig i mørket. Du er tryg. Godnat.