Den lille fugl der lærte at flyve

Højt oppe i et træ, i en lun rede af kviste og bløde fjer, boede en lille fugleunge, der hed Pivli. Pivli havde fået sine fjer, og hans vinger var blevet stærke nok. Nu var det tid til at lære at flyve.

Men Pivli var bange. Han kiggede ned fra kanten af reden, og der var så langt ned til jorden. Han kiggede ud over skoven, og himlen var så stor og åben.

“Jeg tør ikke,” pippede Pivli og rykkede tilbage fra kanten. “Hvad nu hvis jeg falder? Hvad nu hvis jeg ikke kan?”

Hans mor sad på en gren ved siden af. “Du kan godt, lille Pivli,” sagde hun blidt. “Dine vinger er stærke. Men du må selv turde det, når du er klar.”

Pivli kiggede ned igen og rystede på sine små vinger. Han var bare så bange.

Da kom en lille spurv flyvende og satte sig ved siden af Pivli i reden. Det var Pivlis bedste ven, og han kunne allerede flyve.

“Hej Pivli,” sagde spurven. “Skal vi flyve sammen? Jeg flyver lige ved siden af dig hele vejen. Du skal ikke gøre det alene.”

Pivli kiggede på sin ven. Det føltes mindre skræmmende, når han ikke skulle gøre det alene.

“Okay,” pippede Pivli forsigtigt. “Jeg prøver. Men du bliver ved siden af mig?”

“Hele vejen,” lovede spurven.

Pivli stillede sig på kanten af reden. Han trak vejret dybt. Hans hjerte bankede. Og så bredte han sine vinger ud, lukkede øjnene og hoppede.

Et øjeblik faldt han. Men så fangede luften hans vinger, og pludselig fløj han. Han fløj! Vinden bar ham, og hans ven fløj lige ved siden af ham, sådan som han havde lovet.

“Du gør det, Pivli!” råbte spurven glad. “Du flyver!”

Pivli åbnede øjnene og så ud over hele den smukke skov. Det var slet ikke skræmmende. Det var det dejligste, han nogensinde havde prøvet. Vinden var blød under hans vinger, og han følte sig så fri og så glad.

De to venner fløj en lille runde sammen over træerne, og så fløj de tilbage til reden. Pivli landede helt blødt på de varme fjer, lige ved siden af sin mor.

“Jeg gjorde det,” sagde Pivli stolt, men også helt forpustet. Det var hårdt arbejde at flyve for første gang, og nu var han dejlig træt.

“Det gjorde du, min skat,” sagde hans mor og lagde en blød vinge om ham. “Og i morgen flyver du endnu længere.”

Pivli krøb helt ind til sin mors varme fjer. Han var stolt og glad og træt på en god måde. Hans bedste ven sagde godnat og fløj hjem til sin egen rede.

Og den lille fugl, der havde lært at flyve, lukkede sine øjne og faldt i en dyb, tryg søvn, mens han drømte om alle de steder, han skulle flyve hen, når han vågnede.

Sov nu godt, lille ven. Du er modigere, end du tror, ligesom Pivli. I morgen kan du noget nyt. Men nu hviler du. Godnat.