Den lille kanin der ikke ville i bad

I en lun kaninhule under et stort træ boede en lille kanin, der hed Knold. Knold elskede at lege. Han hoppede og sprang og gravede i jorden hele dagen, indtil han var helt beskidt på sine bløde poter og sin lille snude.

Men hver aften kom det samme. Mor kanin kaldte: “Knold, så er det badetid!”

Og hver aften svarede Knold det samme: “Åh nej, jeg vil ikke i bad. Det er kedeligt!”

For Knold syntes ikke, det var spændende at sidde i vand. Han ville hellere lege videre. Han stampede med sine bagben og krøllede sin lille næse. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke!”

Men denne aften var Knold ekstra beskidt. Han havde gravet i mudder hele eftermiddagen, og han var helt brun fra ørerne til halen.

“Kom nu, lille Knold,” sagde mor kanin blidt. “Bare prøv at sætte en pote i vandet. Hvis du ikke kan lide det, behøver du ikke.”

Knold sukkede og stak forsigtigt en pote ned i det varme bad. Og så blev han helt overrasket. Vandet var slet ikke koldt og kedeligt. Det var lunt og blødt og dejligt.

“Åh,” sagde Knold. Han stak den anden pote i. Og så hele sig selv. Han satte sig ned i det varme vand, og det boblede så hyggeligt om hans bløde mave.

Mor kanin vaskede forsigtigt mudderet af hans pels. Hun gned ham helt blødt med en blød svamp, og det kildede dejligt. Det varme vand fik alle Knolds trætte muskler til at blive helt rolige og bløde.

“Det er faktisk rart,” sagde Knold forundret og gabte. “Jeg vidste slet ikke, at et bad var sådan her.”

Da Knold var helt ren, løftede mor kanin ham op af vandet og pakkede ham ind i et stort, varmt håndklæde. Hun tørrede ham forsigtigt, indtil hans pels var blød og duftende.

Knold var pludselig blevet så søvnig. Det varme bad havde gjort ham helt rolig og tung. Han kunne næsten ikke holde sine kaninøjne åbne.

Mor kanin bar ham hen i hans lille seng af blødt hø og lagde ham forsigtigt ned. Hun trak en blød dyne op om ham, og han duftede så rent og rart.

“Godnat, lille Knold,” hviskede mor kanin. “Var badet alligevel ikke så slemt?”

“Det var dejligt,” mumlede Knold søvnigt. “Måske vil jeg gerne i bad i morgen igen.”

Og så lukkede den lille rene kanin sine øjne og faldt i en blød, dyb søvn, varm og tryg i sin lille seng.

Sov nu godt, lille ven. Mærk, hvor blød og varm du er. Det er nat nu, og du er ren og rolig og klar til at sove. Godnat.