Den lille sky der ville regne

Højt oppe på himlen svævede en lille sky. Hun var hvid og blød og rund, og hun drev langsomt af sted med vinden.

Det havde været en lang og varm sommerdag. Solen havde skinnet hele dagen, og nede på jorden lå en stor, grøn eng og var blevet helt tørstig. Blomsterne hang med hovedet, og græsset var tørt.

Den lille sky kiggede ned på engen. “Åh,” sagde hun. “De er så tørstige dernede. Jeg ville så gerne give dem noget at drikke.”

For den lille sky vidste, at skyer kan regne. Og regn er vand, og vand er præcis, hvad den tørstige eng havde brug for.

Men den lille sky var ikke ret stor endnu. Hun havde ikke nok vand i sig til at regne. “Hvordan skal jeg kunne hjælpe?” tænkte hun.

Da kom der nogle andre skyer drivende. De så også den tørstige eng. “Skal vi hjælpe sammen?” spurgte de. “Hvis vi alle samler os, bliver vi store nok til at regne.”

Den lille sky blev så glad. Hun drev hen til de andre skyer, og sammen samlede de sig til én stor sky. Nu var de fulde af vand, og himlen blev blød og grå.

Og så begyndte det at regne.

Plip. Plop. Plip. Plop. De første dråber faldt ned over engen, helt blidt.

Nede på jorden løftede blomsterne langsomt deres hoveder. Græsset rettede sig op. Og hver eneste lille dråbe regn var som en slurk koldt vand til den tørstige eng.

Regnen faldt blødt og roligt, og den lille sky kunne mærke, hvor godt det gjorde. Hun gav alt sit vand til engen, dråbe for dråbe, indtil hun blev mindre og lettere og helt rolig.

Da regnen holdt op, var engen mæt og glad. Blomsterne duftede friskt, og en regnbue spændte sig blødt over himlen. Og den lille sky var blevet helt let og tynd og rolig.

Solen var ved at gå ned nu, og himlen blev orange og lyserød. Den lille sky drev langsomt af sted, helt tilfreds. Hun havde gjort det, hun ville. Hun havde hjulpet.

Nede på engen lagde blomsterne sig til ro. De lukkede deres kronblade for natten, mætte og tilfredse efter den gode regn. Og den lille sky blev langsommere og blødere, mens den drev hen over den sovende eng.

“Nu er jeg også træt,” sagde den lille sky og gabte. Og helt blidt løste hun sig op i den lyserøde aftenhimmel og blev til en blød, rolig tåge, der hvilede over engen hele natten.

Sov nu godt, lille ven, ligesom den lille sky og den mætte eng. Du har også gjort godt i dag. Nu må du hvile. Godnat.