Det gamle hus der knirkede venligt

I et gammelt hus med skæve gulve og høje vinduer boede en lille pige, der hed Asta. Huset var meget gammelt, og om natten lavede det alle mulige lyde.

Knirk, sagde trappen. Knage, sagde gulvbrædderne. Suuus, sagde vinden i skorstenen. Og når Asta lå i sin seng om natten, kunne hun høre alle lydene, og nogle gange blev hun lidt bange.

“Hvad er det for lyde?” hviskede hun til sig selv og trak dynen op over hovedet. “Er der nogen i huset?”

En aften, da huset knirkede ekstra meget, kunne Asta slet ikke falde i søvn. Hun lå helt stille og lyttede til alle lydene med hjertet bankende.

Knirk. Knage. Suuus.

Til sidst tog Asta mod til sig og kiggede frem under dynen. “Hvem er det?” hviskede hun ud i mørket.

Og så skete der noget mærkeligt. Det var, som om huset svarede hende. Ikke med ord, men med sine lyde, og pludselig forstod Asta dem på en helt ny måde.

Knirk, sagde trappen. Og Asta tænkte: Det er bare trappen, der strækker sig efter en lang dag, ligesom jeg strækker mig, før jeg sover.

Knage, sagde gulvbrædderne. Og Asta tænkte: Det er bare gulvet, der gør sig blødt og rart, så det kan hvile om natten.

Suuus, sagde vinden i skorstenen. Og Asta tænkte: Det er bare vinden, der hvisker godnat til huset, ligesom mor hvisker godnat til mig.

Pludselig var lydene slet ikke uhyggelige længere. De var bløde og venlige. Det gamle hus var ikke farligt. Det havde bare stået der i mange, mange år, og om natten lagde det sig til ro på sin egen knirkende måde, ligesom alt andet.

“Godnat, kære hus,” hviskede Asta og smilede i mørket. “Tak, fordi du passer på mig.”

Og det var, som om huset knirkede tilbage til hende, helt blidt, som et venligt svar. Knirk. Knage. Som om huset sagde: Godnat, lille Asta. Sov godt. Jeg passer på dig.

Asta lagde sig til rette i sin seng. Nu var husets lyde blevet til den blødeste vuggevise. Trappen knirkede roligt. Gulvet knagede sagte. Vinden suste blidt i skorstenen.

Og lidt efter lidt vuggede det gamle hus den lille pige i søvn med sine venlige natlyde, mens det selv lagde sig til ro omkring hende, varmt og trygt og helt ufarligt.

Sov nu godt, lille ven. De lyde, du hører om natten, er bare verden, der lægger sig til at sove, ligesom du. Du er tryg. Godnat.