Månekaninens stille hop

Helt oppe på månen, hvor alt er sølvfarvet og blødt, bor en lille kanin. Den er hvid som sne og har de blødeste ører, du kan tænke dig.

Hver aften, når det bliver mørkt på jorden, vågner månekaninen. Den strækker sine ben og vrikker med sin lille bløde hale. Og så går den i gang med sit vigtige arbejde.

Månekaninen hopper. Hop. Hop. Hop. Helt blødt og helt stille henover månens runde overflade.

Og for hvert hop drysser der lidt fint, blødt søvnstøv ud fra dens pels. Det daler ned, ned, ned gennem natten, helt ned til jorden.

Søvnstøvet lægger sig så blidt over alle de små børn, der ligger i deres senge. Det lægger sig på deres øjenvipper og gør øjnene tunge. Det lægger sig på deres puder og gør dem bløde. Det lægger sig på deres dyner og gør dem varme.

Hop. Hop. Hop. Månekaninen bliver ved, hele natten igennem.

Kan du mærke det? Lidt af søvnstøvet er måske allerede daget ned til dig. Mærk, hvor tunge dine øjne bliver. Mærk, hvor blødt du ligger.

Månekaninen kigger ned på dig fra sin måne. Den vrikker venligt med ørerne og hopper et lille blødt hop til.

Og endnu lidt søvnstøv daler ned over dig, så stille, at du knap kan mærke det.

Luk nu øjnene, lille ven. Månekaninen passer på dig hele natten. Sov sødt. Godnat.