Prinsessen og den søvnige drage

I et lille kongerige langt ude i bjergene boede prinsesse Liv. Hun var ikke som de fleste prinsesser, der helst ville have fine kjoler og guldkroner. Liv ville hellere klatre på klipper og kigge på stjerner og finde ud af ting.

En aften hørte hele kongeriget en dyb, rumlende lyd oppe fra det højeste bjerg. Brrrrum. Brrrrum. Vinduerne klirrede, og folk gemte sig under dynerne.

“Det er dragen,” hviskede de. “Den store, frygtelige drage er vågnet.”

Men prinsesse Liv var ikke bange. Hun var nysgerrig. Mens alle andre sov, listede hun ud, tog sin varme kappe på og begyndte at klatre op ad bjerget mod den rumlende lyd.

Da hun nåede toppen, så hun dragen. Den var enorm, med grønne skæl og store vinger. Men dragen kæmpede ikke, og den spyttede ikke ild. Den lå bare og vendte sig fra side til side og sukkede tungt. Brrrrum.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Liv blidt.

Dragen åbnede et stort, trist øje. “Åh,” sagde den med en dyb, brummende stemme. “Jeg er så træt. Men jeg kan ikke falde i søvn. Jeg vender og drejer mig hele natten, og så kommer der den her lyd ud af mig, og så bliver alle bange for mig. Men jeg vil bare gerne sove.”

Prinsesse Liv satte sig ned ved siden af den store drage. “Min mor synger altid for mig, når jeg ikke kan sove,” sagde hun. “Skal jeg synge for dig?”

Dragen nikkede ganske forsigtigt.

Så sang Liv en blid vise om månen og om de stille bjerge og om natten, der pakker alt ind i mørke og ro. Hun strøg den store drage på dens varme skæl, mens hun sang, helt langsomt og roligt.

Lidt efter lidt holdt dragen op med at vende sig. Dens åndedræt blev langsommere. Den dybe brummen blev til en blød, rolig snorken, som vinden i en skorsten.

Liv lænede sig op ad dragens varme side og kiggede ud over hele det sovende kongerige. Lysene i husene var slukket. Alle sov trygt. Og nu sov dragen også, fredeligt og roligt, for første gang i lang tid.

Da solen stod op, vågnede hele kongeriget og opdagede, at den frygtelige lyd var væk. Og oppe på bjerget lå prinsesse Liv og sov sødt op ad en stor, snorkende drage, der slet ikke var farlig. Bare ensom og træt.

Fra den nat var dragen og prinsessen venner. Og hver aften klatrede Liv op og sang dragen i søvn, så hele kongeriget kunne sove trygt.

Sov nu godt, lille ven. Læg dit hoved på puden, ligesom Liv lænede sig op ad dragen. Det er nat, og du er tryg, og alt er roligt. Godnat.