Ræven og haren der blev venner

I en stor skov boede en lille ræv og en lille hare. Nu skal du vide, at ræve og harer plejer ikke at være venner. Ræven jager nemlig haren, og haren løber fra ræven. Sådan har det altid været.

Men denne lille ræv og denne lille hare var anderledes. De var begge to alene i verden, og de var begge to lidt ensomme.

En aften, da solen var ved at gå ned, mødtes de ved en lille kilde i skoven. De var begge kommet for at drikke. Da de fik øje på hinanden, stivnede de begge to.

Haren gjorde sig klar til at løbe. Ræven gjorde sig klar til at jage. Men så standsede de begge to op, for de kunne se i hinandens øjne, at de var lige så bange og lige så ensomme.

“Jeg vil ikke jage dig,” sagde ræven forsigtigt. “Jeg er bare så træt af altid at være alene.”

Haren slappede lidt af. “Jeg vil heller ikke løbe fra dig,” sagde hun. “Jeg er også ensom.”

De satte sig forsigtigt ned ved kilden, lidt fra hinanden. De drak vand sammen, og de begyndte at snakke. Ræven fortalte om alle de steder, han havde set i skoven. Haren fortalte om de bedste steder at finde kløver. Og lidt efter lidt rykkede de tættere på hinanden.

“Måske,” sagde haren, “kunne vi være venner i stedet for fjender?”

Ræven smilede sit rævesmil. “Det ville jeg meget gerne. Så ville ingen af os være alene mere.”

Fra den dag var den lille ræv og den lille hare bedste venner. De passede på hinanden. Når en stor fugl fløj over, gemte de sig sammen. Når det var koldt, sov de tæt sammen for at holde varmen. Og de delte altid den mad, de fandt.

Den aften, hvor de blev venner, var det blevet sent. Solen var gået helt ned, og månen var kommet frem over skoven.

“Hvor skal du sove?” spurgte ræven.

“Jeg har en lille hule under en busk,” sagde haren. “Men der er koldt at sove alene.”

“Min hule er stor nok til os begge,” sagde ræven. “Vil du sove hos mig i nat?”

Haren nikkede glad. Sammen gik de hen til rævens hule, der lå lunt under en stor rod. Der var blødt og varmt indeni, fyldt med mos og tørre blade.

De lagde sig ned ved siden af hinanden. Ræven krøllede sin bløde hale om den lille hare for at holde hende varm. Og haren lagde sit hoved trygt mod rævens bløde pels.

“Godnat, lille hare,” sagde ræven søvnigt. “Jeg er så glad for, at vi blev venner.”

“Godnat, lille ræv,” hviskede haren. “Nu er jeg ikke ensom mere.”

Og den lille ræv og den lille hare faldt i søvn sammen i den lune hule, side om side, mens månen lyste blidt over skoven og passede på de to nye venner.

Sov nu godt, lille ven. Det er dejligt ikke at være alene. Tænk på dine venner, mens du falder i søvn. Godnat.