Spøgelset der var bange for mørket

På et gammelt loft, helt øverst i et stort hus, boede et lille spøgelse. Det hed Bo, og det var det venligste spøgelse, du kan tænke dig. Bo skræmte aldrig nogen. Han ville hellere bare hygge sig og se på stjernerne gennem det lille tagvindue.

Men Bo havde en hemmelighed, som ingen kendte. Bo var nemlig bange for mørket. Det er lidt sjovt, for spøgelser bor jo om natten. Men Bo brød sig ikke om, når det blev helt mørkt på loftet. Så krøb han ind i et hjørne og rystede i sit lille hvide lagen.

En aften kom der et barn op på loftet. Det var en lille pige, der hed Maja, og hun var slet ikke bange for spøgelser. Hun var kommet op for at hente sin gamle bamse.

Da Maja så Bo sidde og ryste i hjørnet, blev hun ikke bange. Hun blev nysgerrig. “Hvorfor ryster du sådan, lille spøgelse?” spurgte hun blidt.

Bo kiggede forsigtigt op. “Jeg er bange for mørket,” hviskede han skamfuldt. “Et spøgelse burde ikke være bange for mørket, men det er jeg.”

Maja satte sig ned ved siden af ham. “Det er der ikke noget mærkeligt i,” sagde hun venligt. “Jeg var også bange for mørket før. Men min mor lærte mig noget.”

“Hvad lærte hun dig?” spurgte Bo.

“Hun lærte mig, at mørket slet ikke er farligt,” sagde Maja. “Mørket er bare nattens bløde tæppe, der lægger sig over verden, så alting kan hvile. Når det bliver mørkt, betyder det bare, at det er tid til at slappe af og sove. Mørket passer på os, mens vi hviler.”

Bo tænkte over det. “Er mørket ligesom en blød dyne?” spurgte han.

“Ja, præcis,” sagde Maja og smilede. “En stor, blød dyne, der dækker hele verden til. Prøv at lukke øjnene og mærke det.”

Bo lukkede sine øjne. Og han prøvede at forestille sig mørket som en blød dyne i stedet for noget skræmmende. Lidt efter lidt holdt han op med at ryste. Mørket føltes pludselig slet ikke farligt. Det føltes blødt og roligt og trygt.

“Du har ret,” hviskede Bo forundret. “Mørket er faktisk helt rart. Det er som at få en blød dyne over hele sig.”

Maja gabte. Det var blevet sent, og hun var blevet søvnig. “Jeg må hjem i seng nu,” sagde hun. “Men nu behøver du ikke være bange mere, lille Bo.”

“Tak, Maja,” sagde Bo. “Godnat.”

Maja gik ned ad loftstrappen med sin bamse under armen og kravlede i seng. Og oppe på loftet lagde Bo sig til rette under det lille tagvindue, hvor stjernerne lyste blidt ind.

Det var helt mørkt nu. Men Bo var ikke bange længere. Han trak mørket om sig som en blød, varm dyne, og han kiggede op på stjernerne, indtil hans øjne blev tunge.

Og det lille venlige spøgelse faldt i søvn på sit loft, helt tryg i mørket, der ikke længere var skræmmende, men blødt og roligt som nattens bløde tæppe.

Sov nu godt, lille ven. Mørket er bare nattens bløde dyne, der passer på dig. Du er helt tryg. Godnat.