Det store bjerg siger godnat

Langt borte, hvor landet rejser sig mod himlen, stod der et stort, gammelt bjerg. Det var så højt, at dets top forsvandt op i skyerne, og det var så gammelt, at ingen kunne huske en tid, hvor det ikke havde stået der.

Hele dagen havde bjerget stået og holdt vagt over hele dalen. Det havde set solen stå op om morgenen og varme dets klipper. Det havde set ørnene flyve i store cirkler omkring sin top. Og det havde set de små floder pible ud af sin snedækkede top og løbe ned ad siderne for at vande dalen langt nedenfor.

Men nu var det aften. Solen var ved at gå ned bag de andre bjerge i det fjerne, og den malede hele himlen i de smukkeste farver, lyserød og orange og dyb violet. Bjergets sneklædte top glødede et øjeblik som rødt guld, og så blev den langsomt blå og kølig, da solen forsvandt.

“Nu bliver det nat,” tænkte bjerget med sin dybe, langsomme stemme. For et bjerg tænker meget, meget langsomt.

Nede på bjergets sider, hvor der voksede mørke grantræer, var alle dyrene ved at finde i ro. En stenbuk klatrede op på en sikker afsats og lagde sig ned. En murmeldyr-familie krøb ned i deres hule dybt inde i klipperne. Og højt oppe, på en utilgængelig klippehylde, satte ørnen sig til rette i sin store rede.

Vinden kom susende ned fra bjergets top, kølig og frisk. Den strøg hen over klipperne og sang en dyb, blød sang, der lød som en kæmpestor vuggevise. Vuuuuh, suuuuh, sang vinden, mens den gled ned gennem kløfterne.

Bjerget lyttede til vinden og blev helt rolig.

Oppe over toppen kom stjernerne frem, og fordi bjerget var så højt, var det næsten, som om det kunne række ud og røre ved dem. Stjernerne lyste klart og koldt på den mørke himmel, tusinde og atter tusinde af dem, og de spejlede sig i sneen på toppen, så det glimtede.

Sneen lagde sig blødt til rette som en stor, hvid dyne over bjergets skuldre. Den frøs ganske let i nattekulden og knitrede helt sagte, som om den også sagde godnat.

“Sov nu, gamle bjerg,” hviskede vinden. “Du har stået vagt hele dagen. Du behøver ikke flytte dig en tomme. Bare stå stille og hvil.”

Og bjerget stod stille, sådan som det altid havde gjort, og lod natten lægge sig blødt omkring sig. Det mærkede sneen som en varm dyne, det hørte vindens dybe vuggevise, og det så stjernerne lyse lige over sin top.

Alle dyrene sov nu, godt skjult i klipperne. Floderne klukkede stille videre ned ad siderne i mørket. Og bjerget, det store, gamle bjerg, lukkede så at sige sine øjne og faldt i en dyb, rolig søvn, sådan som kun et bjerg kan.

Det ville stå der hele natten, trygt og urokkeligt, og passe på hele den sovende dal.

Godnat, store bjerg. Sov dybt og roligt under stjernerne.