Når de fire årstider hviler

Der var engang fire søskende, som hed Forår, Sommer, Efterår og Vinter. De var årstiderne, og det var deres opgave at passe på hele verden. Men de gjorde det aldrig på samme tid. Nej, de skiftedes pænt, en ad gangen, året rundt.

Hver gang en af dem havde gjort sit arbejde, blev den træt og skulle hvile, mens den næste tog over. Og sådan havde det altid været, og sådan ville det altid blive.

Forår var den yngste. Når det blev hendes tur, vækkede hun blomsterne og lod knopperne springe ud på træerne. Hun kaldte fuglene tilbage og lod de små lam og kid komme til verden. Hun arbejdede så ivrigt og glad, at hun til sidst var ganske udmattet, og så lagde hun sig blødt til at sove i en seng af friske blomster.

Så vågnede Sommer. Hun var varm og gylden og lod solen skinne længe og dagene blive lange. Hun fik kornet til at modnes på markerne og bærrene til at blive søde i skoven. Børnene legede i hendes lange, lyse aftener, til de næsten ikke kunne holde øjnene åbne. Og da Sommer havde gjort alt sit varme arbejde, lagde også hun sig til at hvile, i en seng af modent korn.

Så kom Efterår. Han malede alle bladene røde og gule og gyldne og lod dem danse ned fra træerne. Han samlede æbler og nødder og gjorde alting klar til den kolde tid. Han pakkede frøene godt ned i jorden og hjalp dyrene med at finde lune steder at gemme sig. Og da Efterår havde lagt det sidste blad til rette på skovbunden, var han træt, og han lagde sig til at sove under en dyne af gyldne blade.

Og nu, til allersidst, var det Vinters tur.

Vinter var den ældste og den mest stille af dem alle. Han kom helt blidt, med kølig luft og bløde snefnug. Han lagde et tykt, hvidt tæppe af sne over hele verden, så alting blev roligt og stille. Han dækkede markerne og skovene og lod isen lægge sig blødt over søerne.

“Sov nu,” hviskede Vinter til hele verden. “I har arbejdet og leget og vokset hele året. Nu er det tid til at hvile dybt.”

Og under Vinters bløde snetæppe sov frøene i jorden. Dyrene sov i deres huler. Træerne stod nøgne og hvilede sig efter et helt år med blade.

Men selv Vinter blev til sidst træt. Han havde lagt det sidste snefnug på plads, og isen lå blank på søerne, og alting var roligt og hvidt. Da satte han sig ned på en snedækket bakke og kiggede ud over den sovende verden, som han havde passet så godt på.

Højt oppe på den klare vinterhimmel lyste stjernerne, så skarpt og smukt, som de kun gør om vinteren. Månen hang stor og rund over den hvide jord.

Vinter gabte en stor, langsom gaben, og det dampede fra hans ånde i den kolde luft.

“Nu kan jeg også hvile,” sagde han stille. “Og når jeg vågner, er det tid til, at min lillesøster Forår kommer igen og vækker verden på ny.”

Så lagde Vinter sig til rette i den bløde sne, trak en dyne af stille snefnug op om sig og lukkede øjnene.

Og over hele den hvide, sovende verden lyste stjernerne roligt og trygt, mens alle fire årstider hvilede, og alt var fred.

Godnat, hele verden. Sov nu. Foråret kommer igen, når tiden er inde.