Den lille bæk på vej til havet

Højt oppe i bjergene, hvor luften var kold og klar, blev en lille bæk født. Den begyndte som en lille kilde, der piblede frem mellem nogle mossede sten, og så løb den glad og let ned ad bakken.

Klukke-kluk, klukke-kluk, sang den lille bæk, mens den løb. Den hoppede over sten og snurrede rundt i små hvirvler og lo, hver gang en solstråle ramte dens vand og fik det til at glimte.

“Hvor skal du hen?” spurgte en fugl, der drak af bækken.

“Jeg skal hjem til havet,” sagde bækken. “Det er langt væk, men jeg finder vej. Vand finder altid hjem til sidst.”

Bækken løb videre ned gennem en stor skov. Her gik den langsommere, for skoven var køligere og mere stille. Den snoede sig mellem træernes rødder, og rådyrene kom og drak af den, og fuglene badede i den. Et lille blad faldt fra et træ og landede på vandet, og bækken bar det forsigtigt med sig som en lille båd.

Aftenen var begyndt at falde på, og solen stod lavt og malede bækkens vand orange og guld.

Bækken løb ud af skoven og hen over en stor, grøn eng. Her blev den bredere og roligere. Den drev langsomt forbi blomster, der lukkede deres kronblade for natten, og forbi køer, der lå i græsset og halvsov. Vandet var blevet helt blankt og spejlede den lyserøde aftenhimmel, så det så ud, som om bækken bar himlen med sig.

“Jeg er ved at blive lidt træt,” sagde bækken og gabte med små bobler. “Men jeg er næsten hjemme nu. Jeg kan dufte havet.”

Og det kunne den. For forude blev landet fladt, og luften begyndte at smage af salt. Bækken var blevet til en bred, rolig å, der drev stille af sted i den blå aftenskumring.

Til sidst, da stjernerne var kommet frem, og månen hang lavt over horisonten, nåede vandet helt ud til kysten. Og der lå det, vidt og stort og roligt og glimtende: havet.

Den lille bæk, der nu var blevet til en hel flod, gled blødt og stille ud i det store hav og blev til ét med alle de andre bølger.

“Velkommen hjem,” hviskede havet og lagde en blid bølge omkring den. “Du har rejst så langt. Nu kan du hvile.”

Og bækken, der havde sunget og hoppet og rejst hele den lange dag fra bjerg til hav, lod sig nu vugge helt blidt af de store, rolige bølger.

Klukke-kluk … blev langsommere … sssh … sssh …

Til sidst var alt vand blevet til ét, og det lå helt stille under stjernerne og åndede roligt op og ned, op og ned, mens månen spejlede sig i det.

Den lille bæk var kommet hjem.

Og nu sov den trygt i havets store, blide favn.