Den stille vintersne

Det var en kold vinteraften, og himlen hang tung og grå over den stille skov. Inde mellem træerne var alting roligt. Bladene var faldet for længst, og grenene stod nøgne og sorte mod himlen.

Så begyndte det at sne.

De første snefnug daler ned helt langsomt, som små fjer. Et fnug her, et fnug der. De svævede og dansede gennem den stille luft og lagde sig blødt på grenene, på stenene og på den frosne jord.

Snart sneede det rigtigt. Tusinde og atter tusinde snefnug faldt ned over hele skoven, helt lydløst. For sne er den mest stille ting i verden. Den lægger sig blødt over alting, og pludselig er det, som om hele verden bliver helt, helt stille.

Dybt inde i jorden, i en lun hule under en gammel træstub, lå en grævling og sov. Den havde gjort sin hule rigtig hyggelig med blade og tørt græs, og oven over den lagde sneen sig nu som et tykt, hvidt tæppe, der holdt al kulden ude.

I et hult træ sov en flagermus, hængende med hovedet nedad og pakket ind i sine egne vinger som i en lille kappe. Sneen kunne slet ikke nå ind til den.

Under en stor gran, hvor grenene hang helt ned til jorden, havde en hare gravet sig et lille leje. Granens grene lavede et helt tag af grønt over den, og sneen lagde sig ovenpå og gjorde det endnu lunere derinde. Haren krøllede sig sammen til en lille rund bold med ørerne lagt fladt ned ad ryggen og lukkede øjnene.

Sneen blev ved med at falde. Den dækkede stierne. Den dækkede den lille frosne bæk. Den lagde en blød hue på hver eneste stub og en hvid frakke på hver eneste gren. Den dækkede hele skoven, til alting var blødt og hvidt og roligt.

Højt oppe sprættede skyerne lidt op, og månen kiggede frem et øjeblik. Dens lys faldt ned på den nyfaldne sne, og pludselig glimtede hele skoven, som om den var drysset med tusinde små diamanter. Hver eneste snekrystal funklede svagt i månelyset.

Det var så smukt og så stille, at selv vinden holdt vejret.

Alle dyrene sov nu, godt skjult og varmt under sneen. Grævlingen i sin hule. Flagermusen i sit træ. Haren under granen. Og dybt nede i jorden, langt under sneen, sov frøene og rødderne og ventede tålmodigt på, at foråret en dag skulle komme igen.

Sneen lagde sig helt til ro.

Det sidste fnug dalede ned og lagde sig blødt øverst på det hvide tæppe.

Og over den sovende, snedækkede skov lyste månen stille og roligt, mens hele verden sov sin trygge vintersøvn.

Godnat, lille skov. Sov varmt og godt under sneen.