Efterårets dansende blade

Det var sent på efteråret, og luften var blevet kølig og klar. Solen stod lavt og fik hele skoven til at gløde i rødt og orange og guld. Det var, som om træerne havde taget deres allerfineste tøj på til en sidste, smuk fest, inden de skulle sove vinteren væk.

Oppe på et stort ahorntræ sad et lille gyldent blad. Det havde siddet på sin gren hele sommeren, helt grønt og friskt, og det havde drukket sol og regn og vugget i vinden. Men nu var det blevet rødt og gyldent og lidt tørt i kanterne, og det mærkede, at tiden var kommet.

“Jeg tror, jeg skal ned nu,” hviskede det lille blad til de andre blade.

“Ja,” hviskede de tilbage. “Det er tid. Lad os danse en sidste gang.”

Og så kom en blid efterårsvind susende gennem skoven. Den løsnede forsigtigt det lille blad fra grenen, og bladet begyndte at falde.

Men det faldt ikke lige ned. Nej, det dansede! Det snurrede rundt og rundt, det vippede og svævede og gled på luften som en lille fjer. Sammen med tusinde andre blade dansede det den smukkeste, langsomme dans gennem den gyldne aftenluft.

Rundt om det hvirvlede røde og orange og gule blade, og de hviskede og raslede helt sagte, mens de faldt.

Til sidst landede det lille blad helt blødt på skovbunden, oven på alle de andre blade, der allerede var faldet. Der lå nu et tykt, blødt tæppe af gyldne blade over hele skoven, og det knitrede så hyggeligt, hver gang et dyr gik hen over det.

Det lille blad lagde sig til rette i det bløde tæppe og kiggede op gennem de halvtomme grene på den mørknende himmel. Det var slet ikke trist over at være faldet ned. Det vidste nemlig, at det havde en vigtig opgave nu.

For nede på skovbunden skulle bladene ligge og holde jorden varm hele vinteren. De ville dække over de små frø og de sovende dyr og beskytte dem mod kulden. Og når foråret kom, ville bladene langsomt blive til ny, rig muld, som nye blomster og træer kunne vokse af.

“Hvor er det dejligt at ligge her,” tænkte det lille blad og gabte. “Jeg har danset så smukt, og nu kan jeg hvile.”

Mørket sænkede sig blødt over skoven. Et pindsvin trissede forbi og lavede en lille rede i bladene til natten. Højt oppe kom de første stjerner frem mellem de bare grene.

Det lille gyldne blad lukkede sine kanter sammen, lagde sig helt til rette i det varme bladtæppe og lyttede til skoven, der blev mere og mere stille.

Og mens efterårsvinden strøg blidt hen over skovbunden og lagde endnu et lag af gyldne blade ovenpå som en dyne, faldt det lille blad fredeligt i søvn.

Godnat, lille blad. Sov godt på skovbunden.