Forårets første nat

Det var den allerførste rigtige forårsaften. Sneen var smeltet for længst, og luften var blevet mild og duftede af våd jord og af noget grønt, der var på vej.

Nede under jorden, i det mørke, bløde muld, lå alle de små frø. De havde sovet hele den lange, kolde vinter, helt puttet ind i den varme jord. Men nu, da foråret var kommet, var de begyndt at vågne.

Et lille bøgefrø rørte forsigtigt på sig.

“Er det tid nu?” hviskede det.

“Snart,” svarede jorden blødt rundt omkring det. “Men ikke i nat. I nat skal du stadig sove og samle kræfter. Det er hårdt arbejde at blive til et træ.”

Frøet sukkede tilfreds og puttede sig igen.

Rundt omkring, lige under græsset, strakte de første spirer sig. Krokus og vintergæk og erantis havde sendt små, fine grønne spidser op gennem jorden. Om dagen havde de strakt sig mod solen, men nu, da det blev aften, foldede de sig sammen igen, så de kunne holde varmen om natten.

En lille regnorm bevægede sig langsomt gennem mulden. Den var jordens flittige hjælper og gjorde jorden blød og luftig, så frøene havde det godt. Nu var ormen blevet træt efter en lang dags arbejde, og den krøllede sig sammen i en lille fugtig lomme af jord og faldt i søvn.

Oppe over jorden var det ved at blive mørkt. På en gren i et nøgent træ sad en solsort. Den havde sunget hele aftenen, en lang, smuk forårssang, men nu var den hæs og søvnig. Den puttede sit hoved ind under vingen og blev stille.

Foråret listede rundt i haven om natten og gjorde alting klar til i morgen. Det åbnede forsigtigt en knop her og en knop der. Det malede et lille grønt blad på en gren. Det dækkede frøene godt til og hviskede til dem, at de bare skulle sove videre.

“Voks stille,” hviskede foråret. “Tag jer god tid. Når I vågner, bliver I til noget smukt.”

Og frøene voksede, ganske, ganske langsomt, mens de sov. Et lille rodtrevl strakte sig nedad. En lille spire strakte sig opad. Men så stille, at ingen kunne se det.

Højt oppe kom stjernerne frem på den klare forårshimmel, og en tynd måne hang som en sølvbåd over haven.

Alt var roligt nu. Frøene sov i jorden. Spirerne sov under græsset. Regnormen sov i mulden, og solsorten sov på sin gren.

Og foråret arbejdede stille videre hele natten, blidt og tålmodigt, så der til morgen ville være et lille nyt blad mere, en lille ny blomst mere, end der havde været dagen før.

Sov nu, små frø.

I morgen vokser I videre.