Havet synger godnat

Ude ved kysten, hvor sandet er blødt og lyst, var det ved at blive aften. Hele dagen havde havet leget. Det havde kastet bølger op på stranden og trukket dem tilbage igen, plask, susss, plask, susss, så børn kunne hoppe og grine. Men nu var solen ved at gå ned, og havet begyndte at blive træt.

Bølgerne, der om dagen havde været store og friske med hvide toppe, blev mindre og mindre. Nu kom de bare rullende ind helt blidt og lagde sig til ro på sandet, som om de lagde sig i en seng.

“Sssh,” hviskede havet til sig selv. “Nu er det snart sovetid.”

Langt ude blinkede det første lys. Det var det gamle fyrtårn, der lige var vågnet. Fyrtårnet sov altid om dagen og vågnede, når det blev mørkt, for så skulle det passe på alle skibene. Dets store lys svingede langsomt rundt, en gang, og en gang til, og malede en gylden stribe hen over de rolige bølger.

Nede ved vandkanten travede en lille krabbe sidelæns hen over sandet. Den havde været på en lang vandring hele dagen og var blevet helt udmattet. Nu ville den bare hjem. Den fandt sin hule under en stor, glat sten, krøb baglæns ind og trak forsigtigt en lille bunke sand op foran åbningen, så det blev rigtig hyggeligt og mørkt derinde.

På klipperne lidt længere ude sad mågerne. Hele dagen havde de skreget og fløjet og kredset over vandet. Men nu var de helt stille. De stak næbbet ind under den ene vinge og lukkede øjnene, en efter en, til de lignede små hvide sten på den mørke klippe.

Under vandet var der også ved at blive nat. En lille fiskestime svømmede langsommere og langsommere. Fiskene gemte sig mellem de blødt vajende søplanter, der bevægede sig frem og tilbage i den rolige strøm. De lå helt tæt sammen og lod sig vugge af havet, der nu var blevet til en eneste stor, blid vugge.

Oppe på himlen var stjernerne kommet frem. De spejlede sig i det blanke vand, så det så ud, som om der lå tusinde små lys og flød på havet. Og midt mellem dem steg månen op, rund og venlig, og lagde en sølvbro hen over bølgerne.

Havet sukkede dybt og tilfreds. Det havde leget en hel lang dag, og nu var alt på plads. Krabben sov i sin hule. Mågerne sov på klippen. Fiskene sov i tangskoven. Og fyrtårnet holdt vagt og lyste roligt ud i mørket, så ingen behøvede at være bange.

Bølgerne blev langsommere og langsommere.

Plask … susss …

Plask … susss …

Til sidst lå havet helt stille og åndede dybt, ind og ud, ligesom et stort, fredeligt dyr, der endelig var faldet i søvn.

Og månen passede på det hele.