Månens stille runde

Hver eneste aften, når solen var gået ned og himlen blev mørk og blød, steg månen langsomt op bag bakkerne. Den var rund og hvid og lyste med et helt stille, sølvfarvet skær.

Månen havde et vigtigt arbejde. Hver nat gik den sin lange, blide runde hen over hele verden, fra det ene hjørne til det andet, og lyste forsigtigt ned på alt det, der skulle sove.

Først kom månen forbi en lille by med små huse og varme vinduer. Et efter et slukkede lysene i vinduerne. Bag de mørke ruder lå børnene i deres senge med dynerne trukket op til hagen. Månen lyste sagte ind gennem gardinerne og lagde en blød, sølvgrå stribe hen over gulvet.

“Sov godt,” hviskede månen.

Så gik månen videre, ud over markerne, hvor køerne lå i det høje græs og tyggede ganske langsomt. Den lyste hen over en lade, hvor en kat havde rullet sig sammen i et blødt høbundt og spandt helt stille i søvne.

Månen gled videre, ud over en stor, mørk skov. Mellem træerne sov alle dyrene. Et egern i sin rede. En ugle, der lige var ved at folde sine vinger sammen. En hare, der havde gravet sig ned i et lunt hul. Månen sendte små lyspletter ned mellem grenene og lod dem danse blødt på skovbunden.

Så kom månen ud til havet. Det lå helt stille og blankt, og månen spejlede sig i det, så der pludselig var to måner, en på himlen og en på vandet. Bølgerne rullede helt sagte ind mod stranden og hviskede sssh, sssh, sssh.

Månen gik videre over bjerge med sne på toppen, der glimtede som sukker i månelyset. Den gik over ørkener, hvor sandet var køligt om natten. Den gik over floder og søer og over alle de tusinde tage, hvor børn lå og sov.

Og alle steder, hvor månen kom, blev det helt roligt. For månens lys var ikke skarpt som solens. Det var blødt og venligt, lige akkurat lyst nok til, at ingen behøvede at være bange for mørket.

Til sidst, da månen havde været hele verden rundt, var den selv blevet lidt søvnig. Men den blev hængende på himlen alligevel, helt til morgenen kom, for den ville ikke forlade nogen, der stadig sov.

Den lyste blidt og roligt videre, time efter time.

Og hvis du nogen aften kigger ud ad vinduet, før du falder i søvn, så kan du måske se den deroppe, rund og hvid og venlig.

Vink stille til månen.

For månen vinker altid tilbage, og den passer på dig hele natten lang.

Sov godt.