Når skoven falder til ro

Dybt inde i skoven, hvor stierne snor sig mellem høje træer, begyndte aftenen langsomt at falde på. Solen var allerede gledet ned bag bakkerne, og himlen var blevet blød og lyserød som indersiden af en muslingeskal.

De store bøgetræer strakte deres grene mod himlen og gabte stille. Hele dagen havde de stået og vugget med vinden og holdt skygge over mosset, og nu var de trætte. Deres blade hviskede helt sagte til hinanden, som om de sagde godnat.

“Sov godt,” susede det øverst i kronerne.

“Sov godt,” susede det nede ved rødderne.

På skovbunden var det allerede mørkt og lunt. En lille pindsvinemor samlede sine fire unger om sig under en stor bregne. Hun talte dem stille, en, to, tre, fire, og lagde sit pigge­dækkede rygskjold om dem som et tæppe. Ungerne snusede og puttede sig helt tæt sammen, til de blev til en eneste lille rund bold.

Lidt længere væk klatrede et egern op ad en gammel eg. Det havde gemt nødder hele dagen og var lidt forpustet. Nu krøb det ind i sin rede af blade og mos, rullede den buskede hale om sig som et varmt sengetæppe og lukkede øjnene.

Nede ved den lille bæk, hvor vandet plaskede helt blidt over de glatte sten, drak en rådyrmor og hendes kid den sidste tår vand for i dag. Kiddet havde tynde, vaklende ben og var så søvnigt, at det næsten gik i stå midt i et skridt. Moren skubbede det forsigtigt med sin bløde mule, og sammen gik de hen til en lysning, hvor det høje græs var blødt som en pude. Der lagde de sig, ryg mod ryg, og lyttede til skoven.

For skoven var aldrig helt stille. Der var lyden af en ugle, der kaldte langt borte, hu, huu. Der var lyden af vinden, der løb gennem græsset som en lille bølge. Og der var lyden af alle de tusinde blade, der åndede ind og ud, ind og ud, ligesom skoven selv trak vejret i søvne.

Højt oppe mellem grenene tændtes den første stjerne. Så kom der en til, og en til, indtil hele den lille flig af himmel man kunne se mellem træerne, var fuld af blinkende lys.

En lille natsommerfugl med vinger som tyndt papir fløj lavt hen over mosset. Den ledte efter et sted at hvile og fandt en kølig blomst, der allerede havde lukket sine kronblade for natten. Sommerfuglen satte sig på blomstens bløde tag og foldede sine vinger sammen.

Nu sov pindsvinene. Nu sov egernet. Nu sov rådyret og kiddet. Selv den gamle ræv, der ellers altid var på vandring, havde rullet sig sammen i sin hule og lukket øjnene.

Og de store træer stod stadig og vuggede ganske, ganske langsomt, frem og tilbage, frem og tilbage, og holdt vagt over hele den sovende skov.

Træerne hviskede en sidste gang, helt sagte, så sagte, at man næsten ikke kunne høre det:

“Sov nu. Vi passer på jer alle sammen. I morgen kommer solen igen.”

Og skoven sov.