Den blanke sø i skoven

Inde midt i en stor skov lå der en lille sø. Den var ikke ret stor, men dens vand var klart og rent, og om dagen var den fuld af liv. Der var ænder, der svømmede rundt og dykkede efter mad, og guldsmede, der summede hen over vandet, og fisk, der sprang og skabte ringe i overfladen.

Men nu var det blevet aften, og søen begyndte langsomt at falde til ro.

Ænderne svømmede ind til bredden, hvor sivene voksede høje og tætte. Der fandt de et lunt sted mellem stråene, stak næbbet ind under vingen og lod sig vugge ganske blidt af de allersidste små bølger. Snart sov de.

Da den sidste and var faldet til ro, og der ikke længere var nogen, der svømmede eller dykkede eller sprang, skete der noget smukt med søen.

Vandet blev helt, helt blankt.

Der var ikke en eneste bølge mere. Ikke en eneste krusning. Søen lå så stille, så stille, at den blev som et stort, blankt spejl. Og i det spejl kunne man pludselig se hele himlen.

For nu var stjernerne kommet frem, og hver eneste lille stjerne spejlede sig i den blanke sø. Det så ud, som om der var en himmel deroppe og en anden himmel nede i vandet. Og da månen steg op over træerne, lå der pludselig to måner: en på himlen og en, der flød helt stille på søens overflade.

En lille frø sad på et åkandeblad ude midt på søen. Den kiggede ned i vandet på alle de spejlede stjerner og syntes, det var, som om den sad og flød midt i himlen.

“Hvor er her stille,” tænkte frøen. “Og hvor er her smukt.”

Inde mellem sivene rørte en pindsvinemor sig en sidste gang og lagde sig så til rette med sine unger. Et rådyr kom ned til bredden for at drikke, men det rørte næsten ikke vandet, så det blev bare ved med at være blankt. Da rådyret havde drukket, lagde det sig blødt ned i det høje græs ved søbredden og lukkede øjnene.

Søen lå helt stille og spejlede hele den smukke nattehimmel. Det var, som om den holdt vejret for ikke at forstyrre den ro, der havde lagt sig over hele skoven.

Frøen på åkandebladet gabte en lille frøgaben. Den krøb hen til midten af bladet, hvor det var allerblødest, lagde sine ben ind under sig og lukkede sine store øjne.

Og søen vuggede den ganske, ganske blidt, mens den lå der, midt mellem alle de spejlede stjerner.

Alt var roligt nu. Ænderne sov i sivene. Pindsvinene sov på bredden. Rådyret sov i græsset. Og frøen sov på sit blad, midt på den blanke sø, mellem himmel og vand.

Den lille sø lå stille og smuk hele natten og holdt hele himlen i sit blanke spejl.

Godnat, lille sø. Sov roligt under dine to måner.