Sommernattens små lys

Det var en varm sommernat, og luften var stadig lun, selvom solen var gået ned for længe siden. Ude på den store eng duftede der af kløver og af tørt græs, og en let dis lå som et tyndt slør hen over jorden.

Engen var ved at gøre sig klar til natten. Blomsterne havde lukket deres kronblade, så de lignede små sovende knopper. Græsset stod helt stille, for der var ikke en vind. Og oppe på himlen var de første stjerner kommet frem, store og klare, som man kun ser dem en helt klar sommernat.

Så begyndte de små lys at vise sig.

Først var der bare ét, nede i græsset. Et lille, blødt, grønligt skær, der blinkede en gang og forsvandt igen. Så kom der et til, lidt længere væk. Og så et til, og et til.

Det var ildfluerne, der var vågnet.

De små biller fløj ganske langsomt op fra græsset, hver med en lille lygte i halen, der lyste blødt i mørket. De svævede stille hen over engen og tændte og slukkede deres lys, blink … blink … blink, som hundredvis af bittesmå, dansende stjerner, der var faldet ned fra himlen.

En lille markmus stak hovedet ud af sin hule for at se på dem. Den havde aldrig set noget så smukt. Hele engen glimtede og funklede, oppe og nede, for nu var det svært at se, hvor stjernerne på himlen holdt op, og hvor ildfluerne på engen begyndte.

“Hvor er det smukt,” hviskede markmusen. Men den var også blevet søvnig af at kigge, så den krøb tilbage i sin lune hule, lavede sig en lille rede af blødt mos og lagde sig til at sove.

Ildfluerne dansede videre. De fløj helt langsomt og roligt, for de havde ikke travlt. En af dem satte sig blødt på et græsstrå og lod sin lille lygte lyse helt stille, mens den hvilede.

En frø sad ved kanten af en lille dam og kvækkede en sidste, dyb tone, brrr-up, og blev så stille. En natugle fløj forbi på helt lydløse vinger, langt oppe over engen, og forsvandt ind mellem træerne.

Lidt efter lidt begyndte ildfluerne at blinke langsommere. En efter en dalede de ned i det bløde græs for at hvile. Deres små lys lyste svagere og svagere, til de næsten var slukket.

Til sidst var der kun et enkelt lille lys tilbage, helt nede i græsset. Det blinkede en allersidste gang, ganske blødt, og så blev det stille og mørkt på engen.

Men oppe på himlen lyste stjernerne videre, og månen hang rund og blid over den sovende eng og passede på det hele.

Alt var roligt nu. Markmusen sov i sin hule. Frøen sov ved dammen. Og ildfluerne sov i det bløde græs med deres små lygter slukket, og drømte måske om den smukke dans, de havde danset.

Sommernatten var helt stille og varm og tryg.

Godnat, lille eng. Sov sødt under stjernerne.