Stjernen der ikke kunne sove

Højt, højt oppe på den mørke nattehimmel boede der en lille stjerne. Den var ikke større end et knappenålshoved, og den var den yngste af alle stjernerne. Hver aften, når solen var gået ned, vågnede stjernerne og begyndte at blinke. Og hver morgen, når solen kom igen, faldt de stille i søvn bag det blå dagslys.

Men i nat kunne den lille stjerne ikke sove, da morgenen nærmede sig.

Den vendte sig om. Den blinkede hurtigt. Den prøvede at tælle de andre stjerner, men der var alt for mange, og hun blev kun mere vågen af det.

“Hvorfor kan jeg ikke sove?” hviskede den lille stjerne.

Tæt ved svævede den store, runde måne. Den havde et venligt, rundt ansigt og et roligt smil.

“Hvad er der i vejen, lille stjerne?” spurgte månen blødt.

“Jeg er så urolig,” sagde stjernen. “Jeg blinker og blinker, og jeg kan slet ikke falde til ro. Alle de andre sover, men ikke mig.”

Månen smilede sit milde smil.

“Ved du hvad,” sagde den. “Når jeg ikke kan sove, så holder jeg op med at gøre noget som helst. Jeg lytter bare. Vil du prøve det sammen med mig?”

Den lille stjerne holdt op med at blinke så hurtigt. Den lå helt stille på sin plads på himlen og lyttede.

Først hørte den vinden, der strøg hen over jorden langt nede. Den hørte havet, der rullede ganske blidt ind mod en strand. Den hørte en ugle, der kaldte fra en skov, hu, huuu, og en lille bæk, der klukkede over sine sten.

“Kan du høre det?” hviskede månen. “Hele verden er ved at falde til ro. Børnene ligger i deres senge. Fuglene sover i deres reder. Blomsterne har lukket deres kronblade. Alt er stille og trygt.”

Den lille stjerne lyttede videre. Den hørte en mor synge en sang for sit barn langt nede på jorden. Den hørte regnen, der lige var begyndt at falde et sted ude i mørket, helt blødt, dryp, dryp, dryp.

Og mens den lyttede, mærkede den, hvordan dens lys blev blidere. Den blinkede langsommere nu. Langsommere og langsommere.

“Det er rart,” gabte den lille stjerne. “Jeg kan mærke, at jeg bliver søvnig.”

“Det er fordi du holdt op med at jage efter søvnen,” sagde månen. “Søvnen kommer altid af sig selv, når man bare ligger stille og lytter.”

Den lille stjerne lukkede sine små stråler sammen, en efter en. Den lå blødt på den fløjlsbløde himmel, omgivet af alle de andre sovende stjerner, og højt over den lyste den store, venlige måne og holdt vagt.

“Godnat, lille stjerne,” hviskede månen.

Men den lille stjerne sov allerede sødt og roligt, og dens lys var lige så blødt og fredeligt som alle de andres.

Og snart, ganske langsomt, kom morgenen, og hele himlen sov.