Tågen der lagde sig over engen

Det var en stille sommeraften, og solen var lige gået ned bag bakkerne. Ude over den store, flade eng begyndte luften at blive kølig efter den varme dag. Og da den varme jord mødte den kølige aftenluft, skete der noget helt blødt og stille.

Tågen kom.

Den steg ganske langsomt op fra engen, helt fin og hvid, som tynd røg fra et bål. Først var det bare nogle små striber, der drev hen over græsset. Men efterhånden voksede tågen og blev tykkere og blødere, til den lå som et stort, hvidt tæppe hen over hele engen.

Tågen var slet ikke kold eller skummel. Nej, den var blød og mild, og den lagde sig forsigtigt om alting, som en mor, der svøber sit barn ind i et tæppe.

Den lagde sig om græsstråene og blomsterne, der allerede havde lukket deres kronblade for natten. Den lagde sig om den lille hytte, hvor en kat lå og sov i vindueskarmen. Og den lagde sig blødt om en flok får, der lå tæt sammen ude på engen og halvsov.

Fårene mærkede den bløde tåge lægge sig om sig, og det var som en lun dyne. De puttede sig endnu tættere sammen, og deres uld blev fugtig og blød af tågens fine dråber.

“Sov nu,” hviskede tågen helt sagte, mens den drev hen over engen. “Jeg dækker jer godt til. Ingen kan se jer her under mit hvide tæppe. I er helt trygge.”

En hare, der havde siddet ude midt på engen, krøb sammen i en lille fordybning i jorden. Tågen lagde sig om den som et slør, og snart kunne man slet ikke se haren mere. Den var helt skjult og helt tryg.

Oppe over tågen, hvor luften var klar, kom månen frem. Dens lys faldt ned på det hvide tågetæppe og fik det til at lyse svagt, som om hele engen var dækket af et tæppe af blødt månelys. Det var så smukt og så stille, at man næsten ikke turde trække vejret.

Inde i tågen var der helt lydløst. Alle de små lyde fra dagen var forsvundet. Der var kun den bløde, fugtige stilhed, og en og anden dråbe, der trillede ned ad et græsstrå, dryp, og forsvandt i jorden.

Fårene sov nu. Haren sov i sin fordybning. Katten sov i vindueskarmen. Og tågen blev liggende blødt og trygt over hele engen og holdt vagt, mens alting sov.

Den ville blive der hele natten, helt til solen kom igen om morgenen. For så ville tågen langsomt løfte sig og forsvinde op mod himlen, og engen ville vågne, frisk og dugget og glimtende.

Men nu var det stadig nat, og tågen lå blødt og hvidt og trygt over alting.

Godnat, lille eng. Sov sødt under tågens bløde tæppe.