Vinden der sang for træerne

Da solen var gået ned, og himlen var blevet farvet i orange og lilla, vågnede aftenvinden. Den havde sovet hele den varme dag inde mellem nogle høje bakker, men nu, da det blev køligere, rejste den sig forsigtigt og strakte sig.

Aftenvinden var blød og lun, slet ikke som den vilde stormvind, der nogle gange kommer susende. Nej, denne her vind var stille og venlig, og den havde en helt særlig opgave: hver aften skulle den synge naturen i søvn.

Først blæste vinden hen over en stor kornmark. Det modne korn stod tæt og gyldent, og da vinden strøg hen over det, bøjede stråene sig blødt frem og tilbage, frem og tilbage, som bølger på et hav af guld.

“Sov nu, lille korn,” sang vinden helt sagte. “Læg jer til hvile.”

Og kornet bøjede sig og blev stille.

Så fortsatte vinden ind i en skov. Den klatrede op gennem grenene og fik bladene til at hviske. Sus, suuus, lød det i træernes kroner. Det lød, som om hele skoven trak vejret langsomt og dybt. Birketræerne lod deres tynde grene danse en allersidste, langsom dans, og så blev de stille.

“Sov nu, kære træer,” sang vinden. “I har vugget hele dagen. Nu er det tid til at hvile.”

Vinden gled videre over en eng, hvor blomsterne var ved at lukke deres kronblade for natten. Den pustede helt blidt til en mælkebøtte, der var blevet til en hvid, luftig kugle, og en enkelt lille frøparaply løsnede sig og svævede stille væk for at finde et nyt sted at gro.

Ude ved kysten mødte vinden havet. Sammen lavede de små, bløde bølger, der rullede ind mod stranden og trak sig tilbage igen. Vinden strøg hen over vandet og kølede det af efter den varme dag, og havet sukkede tilfreds.

“Sov nu, store hav,” sang vinden. “Læg dig til ro.”

Til sidst kom aftenvinden ind over en lille by. Den listede ned ad gaderne og fik gardinerne til at bevæge sig ganske lidt i de åbne vinduer. Den bar en duft af nyslået græs og af regn, der var faldet et sted langt borte, ind til alle de børn, der lå i deres senge.

Et barn mærkede den kølige vind stryge blidt hen over kinden og smilede i søvne.

Vinden sang sin sang en sidste gang, lavere og lavere, blødere og blødere:

“Sov nu, hele verden. Træer og marker, blomster og hav, byer og børn. Jeg har sunget for jer alle. Nu kan I sove trygt.”

Og da alting endelig var faldet til ro, blev vinden selv stille. Den lagde sig ned mellem de samme høje bakker, hvor den var startet, rullede sig sammen og lukkede øjnene.

Natten var blevet helt stille.

Og alle sov.