Prinsesse Asta og den trætte måne

Prinsesse Asta kunne bedst lide den allersidste time, før hun skulle sove. Da sad hun på sin altan og kiggede op på månen, der hang stor og rund over kongeriget og lyste blødt ned over alle tagene.

Men en aften så Asta noget mærkeligt. Månen gabte. Et stort, langsomt gab, der fik dens lys til at flimre lidt.

“Måne,” kaldte Asta forsigtigt. “Er du træt?”

Månen sukkede, og et lille drys af sølvstøv dalede ned mod jorden. “Åh, lille prinsesse,” sagde den med en dyb, søvnig stemme. “Jeg er så træt. Hver eneste nat skal jeg holde mig vågen og lyse, så ingen børn er bange i mørket. Men jeg har lyst alle nætter i så lang, lang tid, at jeg næsten ikke kan holde øjnene åbne mere.”

Asta blev ked af det. Den kære, trofaste måne, der hver nat passede på alle børn - den var udmattet.

“Kan du ikke bare lukke øjnene og hvile lidt?” spurgte hun.

“Det tør jeg ikke,” sagde månen. “For hvis jeg falder i søvn, bliver der helt mørkt, og så bliver børnene måske bange.”

Asta tænkte sig om. Hun ville så gerne hjælpe den trætte måne. Og så fik hun en idé.

“Hør her,” sagde hun. “Hvad nu hvis du sov lidt hver nat? Du behøver jo ikke lyse fuldt op hele tiden. Du kan blive en lille smule mindre, og så lidt mindre, indtil du næsten forsvinder - og så kan du sove rigtig dybt i nogle nætter. Imens vil jeg sørge for, at alle børn i mit kongerige får en lille nattelampe ved sengen, så de aldrig er bange, selv når du hviler.”

Månen blinkede forundret. “Vil du virkelig gøre det for mig?”

“Det vil jeg gerne,” sagde Asta. “Du passer på alle os hver eneste nat. Nu er det vores tur til at passe på dig.”

Så fra den aften begyndte månen at hvile. Lidt efter lidt blev den mindre - først en halv måne, så en tynd måneskive, så bare en lille sølvbue, til den helt forsvandt og kunne sove dybt nogle nætter. Og hver gang blev den vågen igen, frisk og rund og fuld af lys.

Og Asta holdt sit løfte. Hun sørgede for, at hvert barn i kongeriget fik en blød nattelampe, der lyste varmt og trygt ved sengen, så ingen var bange, uanset om månen lyste eller hvilede.

Den allerførste aften, hvor månen sov dybt og rundt forsvundet bag mørket, sad Asta på sin altan med sin egen lille nattelampe ved siden af sig.

“Sov godt, kære måne,” hviskede hun op mod den mørke himmel. “Du har fortjent din hvile. Vi passer på hinanden nu.”

Hun gik ind, tændte sin lampe og lagde sig i sin bløde seng. Det varme lys dansede stille på loftet, og udenfor sov månen lige så trygt som hun.

Sov sødt, lille ven. Når dem, der passer på dig, hviler, så hviler du også trygt - for I passer på hinanden.