Prinsesse Bo og den bange ridder

Prinsesse Bo var hverken indespærret i et tårn eller fanget af en drage. Hun red rundt i kongeriget på sin ponny og hjalp folk med, hvad de havde brug for. Hun var den klogeste og modigste person, mange havde mødt.

En dag, mens hun red gennem skoven, hørte hun nogen sukke dybt bag en busk. Hun standsede ponnyen og kiggede. Der sad en ung ridder i blank rustning på en træstub. Han havde lagt sit sværd fra sig og holdt hovedet i hænderne.

“Goddag,” sagde Bo. “Hvorfor sukker du sådan?”

Ridderen kiggede op. “Jeg er den nye ridder på slottet,” sagde han. “I morgen skal jeg over den gamle hængebro for at hente kongens vigtige brev fra den anden side af kløften. Men…” Han rødmede. “Jeg er bange for højder. Når jeg står på broen, ryster mine knæ, og jeg kan ikke gå videre. En ridder må ikke være bange. Jeg er vist ikke en rigtig ridder.”

Bo satte sig ved siden af ham på stubben. “Hvem har sagt, at en ridder ikke må være bange?”

“Det ved alle da,” mumlede ridderen.

“Nej,” sagde Bo bestemt. “Mod betyder ikke, at man aldrig er bange. Mod betyder, at man gør det rigtige, selvom man er bange. Hvis du slet ikke var bange, så ville det jo ikke kræve mod overhovedet.”

Ridderen kiggede på hende. Det havde han aldrig tænkt på.

“Lad mig vise dig noget,” sagde Bo. “Kom.”

Hun førte ham hen til en lille bæk, hvor der lå en smal træstamme over vandet. “Gå over,” sagde hun. “Det er bare en lille smule højt.”

Ridderens knæ rystede, men Bo gik foran ham og holdt hans hånd. “Kig på mine fødder, ikke på vandet,” sagde hun. “Ét skridt ad gangen. Træk vejret roligt.”

Og skridt for skridt, mens han kiggede på Bos fødder og ikke ned i bækken, kom ridderen helt over. Han kunne næsten ikke tro det.

“Jeg gjorde det!” råbte han.

“Du var bange, og du gjorde det alligevel,” sagde Bo og smilede. “Det er den modigste ting i verden.”

Næste dag fulgte Bo ridderen hen til den store hængebro. Hans knæ rystede stadig. Men han huskede: kig fremad, ét skridt ad gangen, træk vejret roligt. Og mens Bo ventede ved den ene side, gik ridderen hele vejen over kløften, hentede kongens brev og kom trygt tilbage.

Kongen blev så stolt, at han udnævnte den unge ridder til kaptajn. Men ridderen vidste, hvem han skyldte tak.

Den aften sov ridderen tungt og roligt i sit kammer, ikke længere bange. Og prinsesse Bo sov lige så godt i sit, glad over at have hjulpet en ven med at finde modet, der hele tiden havde været inde i ham.

Sov sødt, lille ven. Også du har mod i hjertet - også når knæene ryster.