Prinsesse Ida og drageungen

Alle i kongeriget talte om dragen på bjerget. “Den brøler om natten!” sagde bageren. “Den spyr ild!” sagde smeden. “Hold jer langt væk!” sagde alle de voksne.

Men prinsesse Ida var ikke som de andre. Hun var nysgerrig, og hun kunne ikke lade være med at tænke: hvorfor brøler dragen kun om natten? Hvorfor ikke om dagen?

Så en aften pakkede hun en madpakke, tog en lygte og listede op ad bjergstien. Det var langt, og det var stejlt, men Ida var ihærdig.

Da hun kom op til hulen, hørte hun det. Et brøl! Men det lød ikke vredt. Det lød… ked af det. Som nogen, der græder helt højt.

Ida tog mod til sig og kiggede ind i hulen. Og der, sammenkrøllet i et hjørne, sad ikke en stor og frygtelig drage. Der sad en lille drageunge, ikke større end en hund. Den havde grønne skæl og store, våde øjne, og den rystede over hele kroppen.

“Hvorfor græder du?” spurgte Ida blidt.

Drageungen snøftede. “Jeg er bange for mørket,” sagde den. “Hver aften, når solen går ned, bliver hulen helt sort. Og så bliver jeg så bange, at jeg er nødt til at brøle.”

Ida måtte holde sig for munden for ikke at grine. Den frygtelige drage, som hele kongeriget talte om, var bare en lille unge, der var mørkeræd!

“Kan du ikke lave dit eget lys?” spurgte hun. “Du kan jo spy ild.”

Drageungen sukkede. “Jeg kan kun lave en lillebitte gnist. Ikke nok til at lyse hulen op. Og når jeg prøver, går den straks ud.”

Ida tænkte sig om. Så fik hun en idé. Hun kiggede sig omkring i hulen og fandt nogle tørre grene og kviste. Hun lagde dem pænt i en bunke midt i hulen.

“Prøv nu,” sagde hun. “Spy din lille gnist ned i grenene.”

Drageungen pustede sin allermindste gnist ud - og denne gang fangede den fat i de tørre grene. Et lille, varmt bål blussede op og fyldte hele hulen med blødt, gyldent lys.

“Åh!” sagde drageungen og kiggede sig forundret omkring. “Nu er der slet ikke mørkt!”

Ida og drageungen satte sig ved bålet og delte hendes madpakke. De snakkede og lo, til drageungen blev helt rolig.

“Hver aften skal du bare lave dit eget lille bål,” sagde Ida. “Så behøver du aldrig være bange igen.”

Drageungen gabte stort, så der kom en lille røgsky ud. “Tak, prinsesse,” mumlede den søvnigt og lagde sit hoved ned på sine forpoter.

Ida dækkede den til med sin kappe, og snart sov drageungen trygt i det varme skær fra bålet.

Da Ida gik ned ad bjerget igen, var natten stille. Ingen brøl. Bare en lille, blid glød oppe fra hulen, der lyste som en nattelampe på bjerget.

Sov sødt, lille ven. Hvis mørket bliver for stort, så husk: et lille lys er nok.