Prinsesse Liv og den glemte have

Bag prinsesse Livs slot lå en have, som ingen havde været i meget længe. Lågen var rusten, og buskene var vokset helt tæt sammen. De voksne kaldte den “den glemte have” og sagde, at der ikke var noget at se derinde.

Men Liv var nysgerrig. En morgen pressede hun sig forsigtigt gennem den rustne låge, der knirkede som en gammel mand, der vågner.

Indenfor var alt gråt og tørt. Bladene hang slappe ned. Jorden var hård og revnet. Midt i haven stod en lille træstamme uden et eneste blad.

“Stakkels have,” sagde Liv. “Er du syg?”

En sommerfugl satte sig på hendes hånd. Den var helt bleg, som om den også var træt.

Liv besluttede sig. Hun hentede en lille spand vand fra brønden og hældte det forsigtigt ud ved foden af det blad-løse træ. Vandet sank langsomt ned i den tørre jord.

“Det var en start,” sagde hun.

Næste dag kom hun igen med en spand vand. Og dagen efter. Og dagen efter den. Hver eneste morgen, lige når solen stod op, gik Liv ud til den glemte have og vandede den lille smule, hun kunne nå.

I begyndelsen skete der ingenting. Men Liv blev ved, helt roligt, uden at give op.

En morgen - det var den syttende morgen, for Liv havde talt - så hun noget grønt. En ganske lille spire stak hovedet op af jorden ved træets fod. Den var ikke større end hendes lillefinger.

“Goddag,” hviskede Liv og smilede så stort, at det gjorde ondt i kinderne.

Efter det gik det stærkt. Spiren blev til en plante. Træet fik knopper. Knopperne blev til blade, og bladene blev til blomster. Sommerfuglene fik farver igen, og en fugl byggede rede i træets grene.

En aften, da haven igen var grøn og fuld af blomster, lagde Liv sig ned i det bløde græs og kiggede op gennem træets blade på de første stjerner.

“Du var bare træt,” sagde hun til haven. “Du skulle bare have lidt hjælp og en masse tålmodighed.”

Haven svarede med en blid susen i bladene, som var den ved at falde i søvn for natten.

Liv gabte. Hun rejste sig og gik tilbage mod slottet, mens duften af blomster fulgte hende hele vejen til sengen.

Og da hun lukkede øjnene, drømte hun om en have, der voksede og voksede, helt roligt, en lille smule for hver dag.

Sov sødt, lille gartner. I morgen vokser der noget nyt, mens du sover.