Prinsesse Lykke og de syv lygter

Prinsesse Lykke boede i et slot på kanten af en stor, mørk skov. Hun var ikke bange for skoven, for hun kendte alle dens stier, og hun kendte alle dens dyr.

En aften, da solen var gået ned, hørte Lykke en sagte lyd ude fra skovbrynet. Det var et lille rådyr, en kid, der stod og rystede. Den var blevet væk fra sin mor og kunne ikke finde hjem i mørket.

“Stakkels lille kid,” sagde Lykke. “Hvor bor din mor?”

Kiddet kiggede med store, blanke øjne mod skoven. “Langt inde,” sagde den med en tynd stemme. “Ved den store, gamle eg. Men jeg kan ikke se vejen. Det er for mørkt.”

Lykke vidste, hvor den store gamle eg stod. Men det var langt, og stien snoede sig gennem den tætteste del af skoven. Hun tænkte sig om. Så fik hun en idé.

I slottets forrådskammer havde hun syv små lygter med levende lys. Hun tændte dem alle og lagde dem forsigtigt i en kurv.

“Følg mig,” sagde hun til kiddet.

Lykke gik foran ind i skoven. Ved den første sten satte hun den første lygte ned. Dens bløde lys lyste stien op et lille stykke. Lidt længere fremme, ved et stort egern-træ, satte hun den anden lygte. Og sådan fortsatte hun - den tredje ved bækken, den fjerde ved de tre birketræer, den femte ved den væltede stamme, den sjette ved tornebusken.

Hver lygte lyste det næste lille stykke vej op, så kiddet altid kunne se, hvor det skulle hen. Det fulgte tæt efter Lykke, skridt for skridt, fra lys til lys.

Til sidst, ved den store gamle eg, satte Lykke den syvende og sidste lygte. Og der - under egens store grene - stod kiddets mor og ventede. Hun havde set lysene komme nærmere og nærmere gennem mørket.

Kiddet sprang det sidste stykke og trykkede sig ind mod sin mors bløde pels. Rådyrmoren slikkede den lille på panden og kiggede taknemmeligt på Lykke.

“Tak, fordi du lyste vejen,” sagde hun.

Lykke smilede. “Vejen var der hele tiden,” sagde hun. “I skulle bare kunne se den.”

Hun gik hjem ad den samme sti, og en for en samlede hun lygterne op igen. Da hun nåede tilbage til skovbrynet, var der kun den sidste tilbage at slukke.

Hjemme i sin seng tænkte Lykke på det lille kid, der nu lå trygt og sov hos sin mor under den store eg. Det gjorde hende varm om hjertet.

Hun pustede sit eget lys ud og lod mørket lægge sig blødt om sig.

Sov sødt, lille ven. Selv den mørkeste skov bliver tryg, når der lyser et lille lys for dig.