Prinsesse Maja og den syngende bro

Højt oppe i et slot med blå tagsten boede prinsesse Maja. Hun var ikke den slags prinsesse, der sad stille på en trone. Hun kunne bedst lide at gå rundt og lytte til alle slottets små lyde.

En aften, da månen var rund og blød som en pandekage, hørte Maja noget mærkeligt. Det kom udefra, fra den gamle stenbro over voldgraven. Det lød næsten som en sang - en lav, dyb nynnen, der steg og sank.

Maja tog sin varme kappe på og listede ned ad de mange trin. Hendes tøfler lavede en lille tap-tap-tap-lyd på stenene.

Ude ved broen satte hun sig på huk. “Er det dig, der synger?” hviskede hun.

Broen sukkede. En af de store sten gnistrede svagt i måneskinnet. “Jeg synger, fordi jeg fryser,” mumlede broen. “Vinden suser gennem en revne mellem to af mine sten, og så bliver det til en sang. Men det er en kold sang.”

Maja kiggede nøje efter. Og ganske rigtigt - der var en lille sprække, hvor mosset var faldet af. Vinden peb igennem den hver gang den blæste.

“Vent her,” sagde Maja, selvom hun godt vidste, at en bro ikke kan gå nogen steder.

Hun løb ned til voldgravens bred, hvor det blødeste mos voksede. Hun samlede en lille håndfuld, grønt og fugtigt, og bar det forsigtigt tilbage. Så stoppede hun mosset ned i sprækken mellem de to sten, så blidt hun kunne, som når man putter en dukke ned under et tæppe.

Vinden blæste igen. Men denne gang peb den ikke. Den hviskede bare en lille, varm tone.

“Åh,” sagde broen langsomt. “Nu fryser jeg ikke længere. Nu synger jeg, fordi jeg er glad.”

Maja smilede. Hun lagde sin hånd på den store, kølige sten og mærkede den blive en lille smule varmere.

“Vil du synge mig i søvn?” spurgte hun.

Og det gjorde broen. Den nynnede den dybeste, blødeste vuggevise, mens månen sejlede langsomt hen over himlen, og stjernerne blinkede én efter én.

Maja gik op til sit værelse, krøb under dynen og lukkede øjnene. Helt udefra kunne hun stadig høre den lille varme tone fra broen, der nu sov lige så roligt som hun.

Og hver eneste aften derefter, lige før Maja faldt i søvn, lyttede hun efter broens bløde sang og vidste, at alt var godt.

Sov sødt, lille ven. Også du har en sang, der venter på dig i mørket.