Prinsesse Mira og regnbuens farver

Det havde regnet hele dagen over prinsesse Miras slot. Mira sad ved vinduet og kiggede ud på de våde tage og de små floder af regnvand, der løb ned ad ruderne.

Men sent på eftermiddagen begyndte solen at titte frem mellem skyerne. Og pludselig - der, over engene - voksede en stor, smuk regnbue frem.

Mira jublede og løb ud i den friske luft. Men da hun kiggede nærmere på regnbuen, lagde hun mærke til noget. Den var ikke helt færdig. Den havde rød, orange, gul, grøn, blå og indigo. Men den allersidste farve, violet, manglede. Der var bare et tomt, gråt bånd, hvor violet skulle have været.

“Kære regnbue,” kaldte Mira. “Du mangler din violette farve!”

Regnbuen sukkede, og dens farver blegnede en lille smule. “Jeg ved det,” sagde den med en blid, fjern stemme. “Min violette farve gemmer sig. Den er den blyfærdige af alle farverne. Når regnen er for hård, krymper den helt sammen og tør ikke komme frem.”

“Hvor er den nu?” spurgte Mira.

“Dernede,” sagde regnbuen. “I den lille blomstereng. Violet kan kun komme frem, hvis nogen synger en venlig sang til den.”

Mira løb ned til engen. Og ganske rigtigt - der, mellem græsstråene, sad en lillebitte violet farveklat og rystede, helt sammenkrøllet og bange.

Mira satte sig forsigtigt ned ved siden af den. Hun ville ikke skræmme den. Helt blidt begyndte hun at nynne en lille sang, hun selv fandt på - en sang om sol efter regn, om varme og om at turde komme frem.

Den lille violette klat lyttede. Lidt efter lidt holdt den op med at ryste. Den foldede sig forsigtigt ud, som et blad, der vender sig mod solen.

“Du er helt tryg nu,” hviskede Mira og blev ved med at nynne. “Regnen er holdt op. Solen skinner. Du må gerne komme frem.”

Og så - langsomt og smukt - steg den lille violette farve op fra engen, hvirvlede gennem luften og lagde sig på sin rette plads øverst i regnbuen. Nu var den hel: rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet. Den smukkeste regnbue, Mira nogensinde havde set.

“Tak, lille prinsesse,” sang regnbuen, og alle dens farver lyste klart og glade.

Mira blev stående og kiggede, til solen sank, og regnbuen langsomt blegnede, som regnbuer gør, når aftenen kommer. Men det gjorde hende ikke ked af det. For nu vidste hun, at violet altid ville turde komme frem igen, så længe nogen sang en venlig sang.

Hun gik ind, mens de første stjerner kom frem på den klare aftenhimmel. Hun lagde sig i sin seng og nynnede den samme lille sang for sig selv, blidere og blidere, til hendes øjne faldt i.

Sov sødt, lille ven. Efter hver regn kommer der altid farver frem igen.